Direktør for Formel 1-bane fundet dræbt i sit hjem
DØDSFALD Motorsportsbanen Spa-Francorchamps i Belgien er søndag blevet ramt af en tragedie.
Banens direktør, Nathalie Maillet, er således blevet fundet død i sit hjem, bekræfter Spa-Francorchamps på flere platforme.
- Det er med stor sorg, at holdet på Spa-Francorchamps er blevet informeret om Nathalie Maillets død, skriver organisationen på sin hjemmeside og tilføjer:
- Banen, men også motorsporten, har i dag mistet en passioneret kvinde, der var stærk i sine overbevisninger og altid kiggede fremad.
Om blot 14 dage kommer Formel 1-feltet til Spa-Francorchamps for at afvikle sæsonens 12. Grand Prix.
Fundet skudt
Ifølge AFP skriver flere lokale medier, at både Maillet og en tæt ven blev fundet skudt og død i hendes hjem i Gouvy natten til søndag.
Den formodede gerningsmand, Maillets mand, blev desuden fundet død efter et selvmord.
- Omkring 02.30 blev jeg informeret af politiet om, at der var sket et dobbeltmord efterfulgt af et selvmord i huset, siger borgmester i Gouvy, Véronique Léonard, til det belgiske medie La Libre.
Formel 1-organisationen begræder tabet af Maillet på Twitter:
- Motorsportsmiljøet har mistet en utrolig person, og vi kommer alle til at savne hende meget, skriver Formel 1.
Kilde: Ritzau
Artiklen er en del af temaet Kultur.