23948sdkhjf

Rekordoverskud: Corona, råvaremangel og fragtkaos kunne ikke stoppe Danfoss

Danfoss’ salg voksede med 18 procent i første halvår, og endte dermed på 3,3 milliarder euro, svarende til 24,5 milliarder kroner. Fremgangen var entydig i alle regioner, skriver Danfoss i en periodemeddelelse.

Endnu bedre gik det på bundlinjen. Driftsresultatet, ebitda, voksede med hele 45 procent til 449 millioner euro (3,3 milliarder kroner). Overskuddet efter skat steg med 74 procent til 286 millioner euro (2,1 milliarder kroner).

- Jeg er meget stolt af at kunne præsentere de bedste halvårsresultater nogensinde. Vi har sat rekord på både top- og bundlinje og også på cash flow, konstaterer Danfoss’ koncernchef Kim Fausing.

- Med disse stærke resultater er vi klar til andet halvår. Det har været spændende at afslutte opkøbet af Eaton Hydraulics og byde vores 10.000 nye kolleger velkommen. Vi er lige begyndt vores rejse sammen – to dygtige og meget kompetente teams er gået sammen om at blive en endnu stærkere teknologipartner for vores kunder og distributører, siger Kim Fausing.

Netop opkøbet af Eaton Hydraulics betyder, at Danfoss forventer en markant stigning i omsætningen i resten af 2021. Integrationen af selskabet ventes dog at koste på bundlinjen.

Derudover kæmper Danfoss, lige som de fleste andre virksomheder, stadig med efterveerne af coronapandemien samt et overophedet råvaremarked.

- Ligesom andre virksomheder i verden er vi stødt på udfordringer i vores forsyningskæde på grund af flaskehalse i logistikken, mangel på elektroniske komponenter og prisstigninger på fragt og råvarer. På tværs af vores forretningssegmenter gør vi fortsat alt, hvad vi kan, for at betjene vores kunder og sikre den mindst mulige påvirkning, siger Kim Fausing.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078