23948sdkhjf

Havvind, fjernvarme og grøn elproduktion: Tre nye lande skal lære det på den danske måde

Danmark skal hjælpe Frankrig med havvind, Polen med fjernvarme og Kenya med at skabe en bæredygtig elproduktion og dermed at reducere CO2 udledningen i alle tre lande.

- Danmark står kun for 0,1 procent af de globale udledninger. Vores ambitiøse klimamål og grønne løsninger herhjemme skal derfor også inspirere lande verden over til en grøn omstilling. På den måde kan vi gøre en stor forskel for det globale klima. Med vores myndighedssamarbejder deler vi den viden og de erfaringer, vi har fra de sidste 40 år inden for blandt andet energieffektivisering, havvind og energiplanlægning med lande i hele verden. Ved at vise vejen i Danmark, gør vi en kæmpe forskel ude i verden, siger klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen.   

Med de nye lande, har Danmark nu energisamarbejder med i alt 19 lande, som samlet set står for to tredjedele af den globale CO2 udledning.

Stort potentiale for grønne danske energiløsninger

I Frankrig og Polen er der et stort potentiale for grønne danske energiløsninger. Frankrig har fokus på at udvide landets brug af havvind, og her kan Danmark gennem samarbejdet sparre med de franske myndigheder om, hvordan området reguleres effektivt.

Polen har lagt en ny og markant grønnere linje for landets energipolitik, og her skal samarbejdet i første omgang fokusere på fjernvarme. På sigt kan samarbejdet i de to lande udbygges til at omfatte flere områder inden for grøn omstilling.

Kenya har unik mulighed for at skabe økonomisk vækst baseret på bæredygtig energi. Her kan danske erfaringer fra årtiers grøn energiomstilling hjælpe med at vælge de billigste og mest bæredygtige energikilder til produktion af el – til gavn for kenyanerne og klimaet.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078