23948sdkhjf

Landsdækkende aktion mod social dumping: Følger op på 80 pct. af de besøgte virksomheder

Skattestyrelsen besøgte tidligere på ugen 84 virksomheder i kontrolbesøg mod social dumping. De følger op med yderligere kontrol over for 67 af virksomhederne – svarende til 80 procent af de besøgte virksomheder.

Besøgene, som foregik i tirsdags, var et led i politiet og Arbejdstilsynets femte, landsdækkende kontrolaktion i år mod social dumping. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Fokus for den landsdækkende social dumping-aktion var hovedsageligt virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

En af de byggepladser, som fik besøg i tirsdags i forbindelse med kontrolbesøgene, var byggeriet af et nyt sundhedshus i Helsingør. Det bekræfter Nordsjællands Politi til Licitationen – Byggeriets Dagblad. 10 udenlandske arbejdere anholdt på byggepladsen, hvor Elindco er hovedentreprenør. De anholdte er ansat af en underentreprenør. Det kan du læse mere om her.

Flere aktioner på vej

- Når vi under vores kontrol får en formodning for, at skatten ikke afregnes korrekt, så har vi oftest brug for yderligere oplysninger eller regnskabsmateriale inden vi kan afgøre, om medarbejderne er registreret korrekt, forklarer Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Tirsdagens landsdækkende social dumping-aktion er den femte ud af i alt otte planlagte landsdækkende kontrolaktioner i år. Derudover er der planlagt yderligere 48 regionale social dumpingaktioner, hvoraf 23 er gennemført.

- Når vi besøger virksomhederne, er det for at sikre, at der bliver afregnet korrekt skat til Danmark af det arbejde, der bliver udført her. Det tjekker vi bl.a. ved at tale med medarbejderne om deres vilkår og se på kontrakter. Typisk oplever vi, at personer, der er registreret som havende en udenlandsk virksomhed, oftest burde være omfattet af reglerne for arbejdsudleje eller være lønmodtagere, hvor indtægten skal beskattes i Danmark, fortæller Ernst O. Nielsen i pressemeddelelsen.

I alt har Skattestyrelsen i 2020 gennemført 2.645 kontroller, der har resulteret i regninger for 242 mio. kr. til virksomheder og ansatte.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08