23948sdkhjf

Erfaren direktør skal tage Blücher på vækstrejse

1. august satte Henrik Ladefoged sig i stolen som ny administrerende direktør hos Blücher i Vildbjerg. Her har han afløst Jens Seehusen Christensen, der er rykket til en stilling som CEO hos HMF Group.

Henrik Ladefoged kommer senest fra en stilling som administrerende direktør hos Marel Danmark.

- Jeg er utroligt glad for at have fået muligheden for at lede Blücher på den videre rejse. Blücher er en virksomhed med et stort potentiale og med meget kompetente og engagerede medarbejdere, som lover godt for fremtiden. Oven i det, så kommer jeg selv fra egnen og er født og opvokset i Herning, så på en måde er det ligesom at komme hjem igen til det midt- og vestjyske, siger Henrik Ladefoged.

Solid dansk virksomhed

Blücher producerer afløbssystemer i rustfri stål med fokus på flowkapacitet og optimale hygiejneforhold. Ud over anvendelser i byggeriet har Blücher også et stort marked inden for fødevareindustrien, bryggerier samt i marinesektoren, hvor der blandt andet leveres løsninger til krydstogtskibe og offshore.

- Blücher er en sund og solid virksomhed, som blev etableret i 1965 af den fremsynede og visionære lokale VVS-mand Johannes Blücher. Gennem årene er produktprogrammet og den geografiske tilstedeværelse blevet udvidet, og i 2008 blev Blücher solgt til amerikanske Watts Water Technologies, der leverer produkter og løsninger til effektiv styring, sikkerhed og kvalitet af vand, fortæller Henrik Ladefoged.

Med amerikanerne i ryggen er Blücher vokset til i dag at beskæftige cirka 400 medarbejdere og have en omsætning på 560 millioner kroner. Produktionen ligger på en 25.000 kvadratmeter stor fabrik i Vildbjerg.

- Min væsentligste opgave er at fortsætte den vækstrejse, som Blücher allerede har startet. Fokus vil være på vores nuværende produktsortiment, innovation og de kerneområder, vi er specialister inden for, og så at få mere volumen på, lyder det fra Henrik Ladefoged.

Øget automatisering

Netop automatiseringen ser Henrik Ladefoged som en af hovedopgaverne i de kommende år.

- Virksomheden er vokset rigtig meget gennem flere år, og vi skal ikke alene rekruttere flere dygtige medarbejdere, men også have automatiseret både interne processer og flere bearbejdningsprocesser i produktionen, end vi hidtil har fokuseret på. Dette er nødvendigt, for at vi kan honorere den øgede efterspørgsel, som vi oplever fra markedet, siger han.

- Det er egentlig den rejse, jeg er blevet inviteret med på inden for Watts-koncernen; at få løftet det globale salg af afløbsløsninger og sikre, vi har en stærk og effektiv supply chain og produktion, der kan understøtte væksten, fortsætter han.

Derudover står der også geografisk ekspansion på to-do-listen i de kommende år for den nye direktør.

- Når vi nu begynder at tage mere målrettet fat på de større markeder, er det vigtigt at være tilgængelige tæt på vores kunder, for eksempel i form af Watts/Blücher lokationer i andre verdensdele, lyder det afslutningsvis fra Henrik Ladefoged.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235