23948sdkhjf

Kæmpe nedrivning i gang – Brøndbys skyline forandres et betonelement ad gangen

Torsdag den 26. august startede nedrivningen af det første af fem 16-etagers højhuse i Brøndby. Dermed forandres den skyline, der for mange karakteriserer Brøndby Strand, også for altid. Det skriver boligorganisationsadministrationen FA09 i en pressemeddelelse.

– Det bliver meget mærkeligt og tomt, når de er væk. For os, der bor her, har rækken af højhuse været kendetegnet for hjem, som man har kunne se på lang afstand, siger Christian Bundgaard, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Rheumpark BAB, der ejer de to første højhuse, der skal rives ned. 

Beslutningen om, at fem af Brøndby Strands højhuse er nødt til at blive revet ned, blev truffet allerede i 2017. Indholdet af miljøgiften PCB i husene er for højt til, at man må bo der.

Kingo Karlsen vandt nedrivningen og miljøsaneringen af de fem højhuse – en opgave til anslået 160 mio. kr. - for et år siden.

Husene ”bygges” ned

De fem 16-etagers højhuse skal rives ned et betonelement ad gangen - hvert betonelement skal skæres fri fra resten af huset og hejses ned med en tårnkran.  

Tidslinje for nedrivningen

Nedrivningen f de fem højhuse er fordelt på to byggepladser, og de tre højhuse i Albjergparken rives først ned. 

• Nedrivning af højhus 1: august – december 2021

• Stripning og nedrivning af højhus 2: juni 2021 – maj 2022

• Stripning og nedrivning højhus 3: november 2021 – september 2022 

Herefter etableres en ny byggeplads i Tranumparken, hvor de sidste to højhuse skal rives ned. 
Forventet periode: 3. kvartal 2022 – 4. kvartal 2023

– Det bliver ligesom dengang, husene blev bygget og sat sammen et element ad gangen. Nu er det bare den anden vej, så de tons tunge betonstykker skal hejses ned i stedet for op. Det bliver Danmarks historiens til dato største nedrivning, der skal udføres på den her måde, forklarer Nico Jørgensen, der er projektleder for nedrivningen hos Kingo Karlsen.

Han kalder det ”den mest skånsomme måde at rive så store huse ned på” og påpeger, at der skal tages mest muligt hensyn til beboerne på den anden side af byggepladshegnet. 

– Samtidig er nedrivningsmetoden planlagt efter, at vi skal støje og støve så lidt som muligt. Dog er det vigtigt at understrege, at det selvfølgelig stadig vil kunne ses og høres, at vi river 16-etagers betonhuse ned, siger projektlederen.

Alle fem højhuse forventes at være revet ned i slutningen af 2023. Det er stadig ikke besluttet, hvad der skal ske med de tomme grunde. Grundene ejes af boligorganisationerne, der er i tæt dialog med Brøndby Kommune om mulighederne for udvikling af hele Brøndby Strand området.

Betonens nye liv i Holland

De fem højhuse skal rives ned, fordi indholdet af miljøgiften PCB i bygningerne er for højt til, at det er forsvarligt at bo i dem. Efter en række undersøgelser om, hvorvidt man kunne renovere og forsejle PCB’en, så bygningerne igen blev mulige at bo i, måtte man i 2017 erkende, at der ikke fandtes en løsning, der var teknisk forsvarlig og økonomisk ansvarlig.

Størstedelen af betonen fra højhusene indeholder store mængder af PCB og kan derfor ikke bare uden videre genanvendes. Derfor skal det inficerede beton sejles til Holland, hvor de har anlæg, der kan håndtere så store mængder af miljøfarligt byggeaffald. I Holland skal betonen termisk behandles - ved 1000 grader renses betonen for PCB, hvorefter det kan bruges i eksempelvis bygge- og anlægsarbejde som erstatning for jomfruelige byggematerialer.

Den beton, der ikke er PCB forurenet, bliver genanvendt i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099