23948sdkhjf

Konkursramt typehusbygger med nye planer - 39 sommerhuse i Nordjylland

Anders Jørgen Sønderstrup, som blandt andet står bag typehusfirmaet Holmsø Huset, der gik konkurs i 2007 med en gæld på cirka 800 mio. kr., vil opføre en lang række sommerhuse på en mark i Tranum. Det skriver Nordjyske.dk, som har fået aktindsigt i en mail fra den nordjyske byggemand til Jammerbugt Kommune. 

”Vi vedlægger hermed situationsplan med 39 sommerhusgrunde, som vi ønsker igangsat en lokalplan på. Er der behov for et møde, deltager vi gerne i et sådant. Må vi høre, hvornår processen kan blive igangsat og en tidslinje på denne," skriver Anders Jørgen Sønderstrup ifølge avisen til kommunen 1. maj i år. 

Jammerbugt Kommune har efter forespørgslen foreslået at udstykke et nyt sommerhusområde på cirka 15 hektar med mulighed for sommerhuse på op til 300 kvm i Tranum mellem Aalborg og Thisted. 

Erhvervsmanden skulle også have indgået en aftale med ejeren af cirka 9 hektar jord ved Tranum, som giver Projektselskabet ApS AF 1/1 2009 fuldmagt til at søge og opnå tilladelser til at bygge på grunden, før selskabet køber jorden.

Konkurs og i gang igen i hustruens navn 

Typehusfirmaet Holmsø Huset, som Anders Jørgen Sønderstrup stod bag, gik konkurs i december 2007 og efterlod en gæld på 800 mio. kr. 

I februar 2008 blev firmaet Han Herred Byg A/S etableret med Birthe Røge, Anders Jørgen Sønderstrups hustru, som stifter. Desuden havde Anders Jørgen Sønderstrup titel af projektdirektør, ligesom tidligere økonomichef i Holmsø Huset Jan Kuipers var kommerciel direktør. 

Det nye byggefirma overtog en række projekter fra Holmsø Huset, men meget bedre gik det ikke. I maj 2009 gik Han Herred Byg således konkurs.

De resterende 6 hektar, som det planlagte sommerhusområde omfatter, vil ejerne, ægteparret Torben og Mona Madsen, ikke sælge, lader de forstå i klare vendinger: 

– Hvis vi nogensinde skulle sælge, skulle det være hele ejendommen samlet. Det fortalte jeg ham (Anders Jørgen Sønderstrup, red.), men det var han ikke interesseret i. Men vi vil heller ikke sælge, når det kommer til stykket. Ikke en kvadratmeter. Det bliver ikke i vores levetid, siger Torben Madsen til Nordjyske. 

Anders Jørgen Sønderstrup skriver på vegne af Projektselskabet, men er ikke i direktion eller bestyrelse. Derimod er hans søn, Mads Røge Eldrup, adm. direktør. 

Nordjyske har ikke kunnet få Anders Jørgen Sønderstrup i tale om sagen.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111