23948sdkhjf

Grå industri bliver by ved vandet - C.F. Møller er klar med 1,4 kilometer erhvervshavn

Tre nye boligkvarterer ved vandet, fem nye og meget forskellige byrum og en promenade fra syd til nord samt sikring af området og byen mod højvandssituationer. Det er centrale elementer i helhedsplanen ”Guldborgsund Havneby”, som C.F. Møller Architects siden foråret har udarbejdet for omdannelsen af erhvervshavnen i Nykøbing Falster.

Efter indgående studier af byen, byens historie og de mange ideer fra borgere og politikere, løbende møder og tilpasninger med kommunen, er planen nu klar, skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

”Guldborgsund Havneby” dækker 1,4 kilometer erhvervshavn. Med de nye kvarterer og tiltag skal der skabes til alle; de unge, børnefamilierne, de enlige og de ældre, foreninger, arbejdspladser, kulturinstitutioner og offentlige tilbud, og samtidig er der lagt vægt på at gøre byen meget grønnere.

– Vi er gået til opgaven med stor ydmyghed og respekt for havnens historie og de mange input fra borgerne og andre interessenter og aktører. Det har vi kombineret med mange besøg på erhvervshavnen og vores bedste erfaringer fra lignende opgaver i Danmark og udlandet, siger Julian Weyer, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects, i pressemeddelelsen.

Plads til tilpasninger over 10-15 år

Fordi planen skal holde mange år frem i tiden, er der plads til løbende at tilpasse og ændre indholdet, hvis der opstår behov for det. Eksempelvis er der i planen planlagt et havnebad i forbindelse med en gang- og cykelbro over Guldborg Sund. Er det ikke muligt at etablere denne bro, kan havnebadet flyttes til en anden placering. Og sådan rummer helhedsplanen mulighed for løbende tilpasning hen over de 10-15 år, planen rækker.  

Nogle af de væsentligste punkter i planen er ifølge partnerne bag at bygge videre på byens styrker, der kan supplere midtbyen. Det gøres blandt andet ved, at alle gader fra centrum får kig til vandet, så der bliver sammenhæng mellem midtby og vandet. Samtidig vil det nye område på havnen ikke rumme detailbutikker eller på anden måde konkurrere med midtbyen, da udviklingen skal styrke den samlede by. Derudover bevares nogle af områdets historiske og karakteristiske bygninger som eksempelvis Det Gule Pakhus, siloen, Kondensen og vejerboden. 

Udviklingen af erhvervshavnen vil foregå i etaper over de næste mange år. Helhedsplanen giver mulighed for, at erhvervshavnen stadig kan være i drift en række år endnu ved, at nogle funktioner bliver flyttet til det nordlige område af havnen. Den første etape af helhedsplanen bliver udviklingen af ”Bropladsen”, som er området lige ud for Brogade, lidt nord for pop-up miljøet, som blev etableret denne sommer.

Planen ligger klar, og C.F. Møller Architects vil på tre dialogmøder præsentere helhedsplanen. I slutningen af året skal der træffes endelig beslutning om planen i byrådet.

Afsatte 100 millioner

I forbindelse med, at C.F. Møller Architects i april blev valgt til at udarbejde helhedsplanen, oplyste Guldborgsund Kommune, at der med ønsket om en udvikling af havneområdet fulgte en investering på 100 mio. kr. fra kommunens budget. Desudet ville man invetere interesserede investorer til dialog omkring mulighederne samt medvirken til investere i det store byprojekt. 

– Vi vil efter udarbejdelsen af helhedsplanen tage en kvalificeret dialog med potentielle investorer. Vi har allerede oplevet stor interesse for projektet, men har måtte vente til vi har en sammenhængende helhedsplan, sagde programleder for udviklingen af havnen Anders V. Møller i den forbindelse.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094