23948sdkhjf

Nye cykelstier skal skabe bedre sammenhæng - cyklistforbund vil have større investering

En tur på cyklen frem for i bilen er en stor gevinst for både samfundet og for den enkeltes sundhed.

Derfor skal forholdene for cyklister forbedres, så flere vælger cyklen i det daglige.

Regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale har igen besluttet at investere millioner i nye cykelstier over hele landet.

Aftalen betyder, at i alt 39 cykelprojekter tilsammen får omkring 270 millioner.

27 cykelstier er langs statens veje. Derudover har 12 kommunale projekter fået 50 procent støtte fra staten.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) mener, det er vigtigt, at der hele tiden bliver investeret i cykelstier, så det bliver mere attraktivt at cykle.

- Cykling er først og fremmest rigtig sundt. Jo flere, der springer på cyklen, jo bedre er det både for vores klima og for den enkeltes sundhed.

- Investering i cyklisme er en rigtig god samfundsmæssig investering, og derfor er det af stor betydning, at vi sikrer, at der er nogle gode og trygge cykelveje, siger han.

De 27 nye cykelstier er fordelt over hele landet. De giver ifølge Cyklistforbundet omkring 36 kilometer cykelsti i alt.

Og selv om landsformand Jens Peter Hansen er tilfreds med, at 25 kommuner nu kan lave bedre forhold for cyklister nogle steder, skal der mere til.

- Det hverken er eller lyder af ret meget. Men når man ser på listen af projekter, ser det jo imponerende ud. Og det er også en masse gode projekter. Det er en god begyndelse, men der skal mere fart på, siger han.

- Vi må jo bare erkende, at med det behov samfundet har for grøn omstilling, så skal der altså investeres massivt i bedre forhold for cykling hurtigst muligt.

De projekter, der er blevet tildelt penge, er især valgt ud fra, at flest muligt får gavn af projektet, og at det bidrager til at skabe en større sammenhæng.

Eksempelvis har en cykelsti mellem Bramming og Store Darum i Esbjerg Kommune fået 11,1 millioner til projektet, mens Greve Kommune har fået 2,9 millioner til at etablere en fællessti for cyklister og gående langs Køge Bugt Motorvejen.

I infrastrukturaftalen fra i år er der afsat tre milliarder kroner til investeringer i cyklisme frem til 2035.

Det er et beløb, der kan gøre en stor forskel for cyklister i Danmark, siger Jens Peter Hansen.

Men i stedet for puljer et år ad gangen ønsker Cyklistforbundet, at kommuner skal kunne planlægge længere frem, og at pengene skal uddeles hurtigere.

Benny Engelbrecht er enig i, at der skal investeres meget i cyklisme. Foreløbig er det dog planen at udbetale pengene i en årlig pulje. Eksempelvis 400 millioner næste år.

- Det her er ikke et punktum. Det er sådan set bare en tankestreg indtil næste år. For vi skal fortsætte med at sikre gode cykelveje på lige fod med anden infrastruktur som jernbaner, siger han.

Ud over de 270 millioner kroner til cykelstier er der også afsat 13 millioner til videns- og innovationsprojekter over hele landet.

Det indebærer blandt andet undersøgelser af, hvordan seniorer bliver mere sikre på elcykler, og hvordan der kan etableres gode cykelvaner i ungdomsårene.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157