23948sdkhjf

Idrætsfaciliteter forfalder i København: Efterslæb på trecifret millionbeløb

Mens der bliver smashet på livet løs rundt omkring på de københavnske badmintonbaner, så er Københavns Kommune smashet tilbage, når det kommer til vedligeholdelse af kommunens idrætsfaciliteter. Det skriver TV2 Lorry.

Det viser et svar fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til Jonas Bjørn Jensen, der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for Socialdemokratiet.

I svaret kan man læse, at "Københavns Ejendomme og Indkøb (Økonomiforvaltningen) vurderer, at Københavns Kommune har et vedligeholdelsesefterslæb på 220 mio. kr. på idrætsfaciliteter."

Men det reelle behov kan sagtens vise sig at være endnu større end det, oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Efterslæbet dækker nemlig kun de synlige vedligeholdelsesopgaver og ikke ting som renovering af tag, reparationer af kloakker eller moderniseringsbehov. Og ifølge Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus, så er erfaringen gerne, at når man først går i gang med et vedligeholdelsesprojekt, "så viser skaderne sig ofte at være større."

Halvdelen til svømmehaller

I øjeblikket er det særligt de københavnske svømmehaller, der trænger til at blive set igennem.

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at svømmehallerne står for halvdelen af vedligeholdelsesefterslæbet, mens de øvrige idrætsfaciliteter samlet tager sig af de resterende 110 mio. kr.

Det er alt sammen vedligeholdelsesopgaver, som burde være udbedret, men som ikke er sat i gang eller planlagt udført i løbet af 2022.

For eksempel er der aktuelt syv kunstgræsbaner, der trænger til en udskiftning til et samlet beløb på mellem 15 og 20 mio. kr. En kunstgræsbanes normale holdbarhed forventes at være otte til 10 år, og derfor står de baner, der blev anlagt i perioden 2006 til 2008, over for en udskiftning.

For brugerne af banerne har de nedslidte baner den konsekvens, at de bliver meget glatte, hvilket forringer banernes spillemæssige egenskaber.

Kendt stof

Det er ikke ny viden for Københavns Kommune, at den fysiske tilstand af idrætshaller og svømmehaller står skidt til.

Tilbage i 2019 udarbejde Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet en rapport over den fysiske tilstand af idrætshaller og svømmehaller i 23 danske kommuner.

Konklusionen var, at Københavns Kommune sammen med Furesø Kommune havde den dårligste fysiske tilstand af idrætshaller og svømmehaller.

Forsidefoto: Colourbox

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079