23948sdkhjf

Sensorer skal samle viden om CLT og fugt under danske forhold

CLT Denmark samarbejder med Woodsense om dokumentation af CLT’s egenskaber i forhold til at modstå fugt

Interessen for CLT (Cross Laminated Timber) i byggeriet er stigende. Arkitekter og bygherrer viser stor interesse for det grønne og CO2-venlige konstruktionsmateriale, og de store fordele i byggeprocessen og i produktiviteten skaber nu også interesse hos ingeniører og entreprenører.

For at opbygge mere viden for parterne omkring CLT, har CLT Denmark indledt et strategisk samarbejde med virksomheden Woodsense, der har udviklet en intelligent sensorløsning til at monitorere fugt i træ. Sensorløsningen måler fugtudviklingen i træ med det formål at undgå fugtskader,

Det skriver CLT Danmark i en pressemeddelelse.

- Vi bygger mere i træ, fordi det er et grønt og bæredygtigt materiale, og interessen for træbyggeri er derfor stigende. Det betyder øget interesse for viden om fugt i træ: Hvordan elementer opfugtes, hvor fugten sidder, hvordan den udtørres, osv.

Det vil sige fokus på at monitorere og dokumentere, hvordan de forskellige byggematerialer i træ evner at modstå fugt, siger direktør og founder af Woodsense, Jeppe Rasmussen, som understreger, at ikke alle træprodukter er lige modstandsdygtige overfor fugt.

Han glæder sig over samarbejdet med CLT Denmark om opbygning af viden om CLTs fugtresistens i et klima som det danske.

 Forskel på opbygning med træ

I CLT Denmark påpeger direktør Per Thomas Dahl, at der er meget forskel på de forskellige opbygninger med træ, og derfor er viden vigtig.

- Vi har fra producenten og fra gennemførte projekter viden om, at CLT anvendt forskriftsmæssigt og fornuftigt ikke har fugtproblemer. Men vi vil med dette samarbejde med Woodsense komme helt tæt på, og på den måde få informationer om fugtniveau minut for minut, fortæller Per Thomas Dahl.

- CLT er et robust, massivt og næsten uforanderligt materiale. Det er meget svært for fugt at trænge ind i materialet, idet det er sammenlimet med fiberretningerne på kryds af hinanden. Materialet kan ikke udvide sig. Med Woodsense kan vi få sat talværdier på og dermed verificere produktets bestandighed. Vi har som DNA i vores virksomhed at agere på basis af viden og dermed give tryghed for bygherrer, arkitekter, ingeniører og entreprenører.

CLT Denmark er en pionervirksomhed for CLT på det danske marked. Det massive krydslaminerede træ, CLT, er certificeret træ fra Østrig, der som det første konstruktionsmateriale i Danmark har opnået Svanemærke.

Samarbejdet mellem Woodsense og CLT Denmark kommer til at fungere på projektniveau, så Woodsense kan følge CLT-elementerne helt fra fabrik til færdigt byggeri.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Læs mere om: CLT