23948sdkhjf

Odder-virksomhed udvikler robotteknologi i samarbejde med Aarhus Universitet

Nize Equipment, der er leverandør af storformat grafiske maskiner i hele Norden, har i samarbejde med ingeniørforskere på Aarhus Universitet sat gang i udviklingen af kollaborativ robotteknologi til den grafiske branche.

Projektet sker som led i Region Midtjyllands Industri 4.0-udviklingsprogram, Smart Industry, der i korte træk handler om at hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at omfavne robotteknologi, digitalisering og automatisering.

- Der er større og større efterspørgsel på maskiner, der ved hjælp af robotteknologi kan øge effektiviteten og automatisere repetitive processer. Men der findes ingen færdige plug-and-play-hyldevarer, der kan hjælpe dig som virksomhed i gang med den omstilling, så hvor går man så hen? spørger administrerende direktør og grundlægger af Nize Equipment, Lars Nikolajsen.

Det spurgte han også sig selv om allerede tilbage i 2013, hvor han mistede kunder til en anden leverandør netop på grund af automation. I mangel på svar forsøgte han selv at udvikle robotteknologi, der kunne integreres i virksomhedens eksisterende printer- og fræsersystemer.

- At have robotter med i produktionen er en kæmpe fordel. Man kan eksempelvis producere uden for normal åbningstid eller lade robotten overtage arbejdet for en medarbejder, der så kan gøre mere nytte et andet sted i produktionskæden. Som leverandør er jeg nødt til at sætte mig ind i, hvad robotteknologi kan, og hvilke styrker og fordele det giver, for det er alt andet lige fremtiden, siger han.

SMV'er på robot-bølgen

I 2019 indgik Nize Equipment derfor i Smart Industry-projektet, og siden da har ingeniørstuderende og forskere fra AU Engineering samarbejdet med virksomhedens teknikere for at udvikle og fintune robotarms-teknologi, der kan arbejde sammen med mennesker, såkaldt kollaborative robotter, på eksisterende printersystemer.

- Der findes mange forskellige SMV'er, der producerer mange forskellige produkter og har dynamiske layouts i produktionen, så derfor er det meget kompliceret at udvikle et robotsystem med en kommerciel gribeanordning, som kan håndtere det hav af forskellige ting, der laves. Det er en af årsagerne til, at det endnu er en kompleks opgave at integrere robotteknik i produktionskæder, siger lektor Xuping Zhang, ekspert i kollaborative robotter ved Institut for Mekanik og Produktion, Aarhus Universitet, der leder projektet.

Han fortsætter:

- Der er stadig ikke mange danske SMV'er, der hopper med på robot-bølgen, selvom selvsamme virksomheder i stigende grad bekymrer sig om at miste konkurrenceevne til udenlandske virksomheder. Men heldigvis er det faktisk ganske let at starte et samarbejde op med os, siger han.

Værdifuld teknologi

For Lars Nikolajsen har samarbejdet med Aarhus Universitet været en succes. Det kollaborative robotsystem er endnu ikke færdigudviklet, men virksomheden har fået et værdifuldt indblik i, hvad teknologien kræver for at fungere, og kan nu begynde at se et produkt tage form.

- Vi mangler endnu meget, førend vi har et færdigt produkt til kommercialisering, men vi har fundet ud af mange tekniske ting i forhold til automation, som vi kan tage med videre. Vi havde aldrig nået hertil uden samarbejdet med universitetet, for vi har simpelthen ikke råd til at hyre en flok softwareingeniører ind for at udvikle sådan noget her, siger han.

Udviklingsprogrammet Smart Industry stopper i 2021, men både forskere og virksomhed håber på et fortsat samarbejde.

- Vores kunder efterspørger i stigende grad automation, og sådan er det inden for mange brancher. Der er behov for langt mere fokus på digitalisering og robotteknologi, hvis vi her i de små skandinaviske lande skal klare os i fremtiden, så jeg håber, vi får mulighed for at fortsætte samarbejdet og udvikle noget af den teknologi, samfundet efterspørger, siger Lars Nikolajsen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094