23948sdkhjf

Bauhaus fejrer 15.000 kvm nybyggeri med tre typer papir

Starten er gået på byggeriet af et nyt, knap 15.000 kvm byggevarehus på Augustenborg Landevej i Sønderborg, og det fejrer Bauhaus nu.

Adm. direktør i Bauhaus, Mads Jørgensen, vil sammen med Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen støbe et jernrør ned i bygningens fundament ved en grundstensnedlæggelse den 28. oktober. Røret indeholder dagens lokale avis, bygningstegningerne og tidens pengesedler til glæde og sikkert også undren for fremtidens generationer. 

– I mere end ti år har vi fulgt den positive udvikling i Sønderborg, og nu er det en realitet: Bauhaus kommer til byen, og vi glæder os, siger Mads Jørgensen i en pressemeddelelse fra byggecenterkæden. 

Når Bauhaus i løbet af sommeren 2022 slår dørene op til de mange, nye kvadratmeter bliver der adgang til mere end 120.000 varenumre i sortimentet, ligesom håndværkere, erhvervsdrivende og private får adgang til en drive-in trælast.

Byggeriet i Sønderborg gik i gang i august, og byggevarehuset forventes at åbne i løbet af sommeren 2022.