23948sdkhjf

Ladestander-aktører: Lad markedet selv bestemme prisen på el til biler

Det skal være markedet og ikke Transportministeren, der fastsætter hvad en kilowatt-time skal koste, når el-bilen skal tankes.

Det mener Dansk Elbil Alliance, der kommenterer på den ladestanderaftale der landede torsdag med et bredt flertal i Folketinget bag sig.

I aftalen fremgår det, at transportministeren har fået bemyndigelse til at fastsætte regler, der skal sikre såkaldte ”rimeligt og ikke-diskriminerende priser” på elektriciteten. Forbruger- og Konkurrencestyrelsen skal over de næste måneder undersøge, hvad rimelige og ikke-diskriminerende priser er.

Men en minister-bestemt sats er ikke vejen at gå, lyder det fra Dansk Elbil Alliance.

- Vi mener, at en effektiv konkurrence på markedet bør være afsæt for rimelige og ikke-diskriminerende priser på opladning. En effektiv konkurrence sikrer endvidere en fortsat produktudvikling til gavn for kunderne, siger Lærke Flader, der er organisationens branchedirektør.

- Problemet med prisregulering er, at myndighederne ikke kender den rigtige pris. Så enten gætter de for højt, og så kommer kunderne til at betale for meget for opladning, eller også gætter de for lavt, og så bremses investeringerne i ladeinfrastruktur, fortsætter hun. 

Hun bakkes op af Clever, der er en af de store spillere på det danske marked for elladestandere herhjemme.

- Vi skal undgå at overregulere markedet og overimplementere EU-lovgivningen – særligt i forhold til den naturlige prisdannelse. Det er i sidste ende efterspørgslen og et marked i fuld udvikling, der sammen skal sikre stadig flere valgmuligheder og bedre produkter og services til forbrugerne, skriver kommunikationschef Henrik Skyggebjerg i en mail til Electronic Supply.

Han fortsætter:

- Vi oplever nemlig i Danmark et opladningsmarked i stor vækst med faldende opladningspriser, og der er en reel risiko for, at prisreguleringer rammer ved siden af målet og intentionen. Den risikerer at ramme enten forbrugerens pengepung eller investeringsviljen hos eksisterende og nye markedsaktører – og sker det, får vi ikke det tempo i udrulningen af ladeinfrastrukturen som elbilisterne, danskerne og omstillingen af transporten fortjener.

Redaktionen arbejder på at få en kommentar fra Transportminister Benny Engelbrecht. 

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08