23948sdkhjf

Nu tages første spadestik til Danmarks største plejehjem

Duften af friskbagt morgenbrød breder sig fra bageriet i stueetagen og videre ud til børnehavens børn og plejehjemmets beboere. På 4. sal mødes de ældre i pejsestuen eller på terrassen med panoramaudsigt over Sortedamssøen og Københavns tårne.

Sådan lyder Københavns Kommunes egen beskrivelse af Det nye Sølund – generationernes hus. 

Hvor der i dag er stort hul i jorden, bliver der over de næste fem år bygget 360 almene plejeboliger med tilhørende servicearealer og produktionskøkken, 22 tryghedsboliger, 150 ungdomsboliger inklusiv 20 ungdomsboliger til unge med særlige behov samt en fem-gruppers daginstitution og en offentlig parkeringskælder med cirka 120 p-pladser.

Når Det nye Sølund er færdigbygget, vil det være Danmarks største plejehjem, fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Fakta om Det nye Sølund: 

  • Det nye Sølund opføres, hvor der også tidligere har ligget et plejehjem – de gamle bygninger var imidlertid blevet utidssvarende og er revet ned. 
  • Det nye byggeri udføres i to etaper. 
  • I 2012 blev beboerne i det gamle plejehjem overflyttet til det ombyggede Fælledgården. 
  • I 2017 blev to af de tidligere plejehjemsbygninger omdannet til cirka 210 midlertidige ungdomsboliger. De unge fraflyttede i foråret 2021, hvorefter nedrivningen blev påbegyndt. 
  • Når 1. etape er færdig i 2023, flyttes de sidste 150 plejehjemsbeboere fra den sidste blok i det eksisterende plejehjem samt daginstitutionen over i den første del af Det nye Sølund. Herefter nedrives resten af det eksisterende Sølund og byggeriet af 2. etape påbegyndes. 2. etape forventes åbnet i 2026. 
  • Man bygger i to etaper for at holde som meget som muligt af plejehjemmet og daginstitutionen funktionsdygtig mens byggeriet står på. 
  • Det er KAB, som er byggeforretningsfører på projektet og arkitektfirmaet C.F. Møller som har tegnet Det nye Sølund.

Samlet set bliver hele bebyggelsen cirka 38.000 kvm. 

Bygherren Samvirkende Boligselskaber (SAB) og Züblin underskrev i december sidste år totalentreprisekontrakten på knap 800 mio. kr. for udførelsen af Det nye Sølund.

Rammen om et fællesskab

– Vi bygger et bud på fremtidens plejehjem, som åbner sig mod byen og omgivelserne, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i pressemeddelelsen.

– Det har været vigtigt for os at skabe optimale rammer for de ældre samtidig med, at det store byggeri giver noget tilbage til byen og ikke mindst til lokalområdet, tilføjer hun.

Det største gårdrum er planlagt som et halvoffentligt uderum, hvor lokalområdets beboere kan gå igennem og opholde sig.

”Bystrøget” i stueetagen kommer til at rumme fællesfaciliteter for både børn, unge og ældre, hvor generationerne kan mødes. Og som en satellit til produktionskøkkenet indrettes der et bageri med skuevindue og luge til udlevering af friskduftende brød til børnehave og plejehjem. Der bliver desuden plads til mikrobutikker i stueetagen. 

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109