23948sdkhjf

Lige nu er det ekstra vigtigt at passe på de gode medarbejdere, mester!

Mester Tidendes chefredaktør sætter aktuelle sager på spidsen

Det kræver en god portion hård hud og robusthed at arbejde i byggeriet. Både på kontorerne i entreprenør- og rådgivervirksomhederne og på byggepladserne er der voldsomt travlt i denne tid. Ordrerne vælter ind og der er alvorlig mangel på kvalificerede medarbejdere.

Ekstra travlhed og rekrutteringsproblemer er en giftig cocktail. Kombineret med komplekse byggesager, hård priskonkurrence og pressede tidsplaner øges risikoen for at lave fejl, og dermed reduceres mulighederne også for at opnå tilfredsstillende dækningsbidrag på opgaverne.

Oven i det risikerer man at slide gode, kompetente og loyale medarbejdere op, fordi tempoet simpelthen er for højt.

Langtidssygemeldinger og stressede medarbejdere kan i sidste ende true virksomhedens eksistens - især i et marked, hvor der er mangel på kompetente medarbejdere.

Derfor skal man lige nu passe ekstra godt på medarbejderne. Og det handler ikke udelukkende om at give dem mere i lønningsposen. Det handler i langt højre grad om at få struktureret arbejdsopgaverne, så man reducerer mulighederne for fejl og stressende arbejdsfunktioner.

Det er selvfølgelig langt lettere sagt end gjort. Men det er absolut nødvendigt. Og det er en ledelsesopgave, som skal topprioriteres og eksekveres så hurtigt som muligt. Hvis man ikke kan få nye medarbejdere, så gælder det jo alt andet lige om at passe ekstra godt på dem, man har.

Artiklen er en del af temaet Samfund.