23948sdkhjf

Finalisterne til årets Design Award er fundet

De 53 finalister, der skal kæmpe om årets designpriser til Danish Design Award, er fundet, og traditionen tro byder feltet på en række vidt forskellige løsninger.

Blandt årets finalister er således en dispenser til håndsprit, et device til fertilitetsovervågning, en bycykel, klimarenoveringen af Enghaveparken i København og en digital kanariefugl, men også en række aktører fra møbelindustrien har fundet gennem nåleøjet.

I kategorien Feel Good – Furniture star slaget i år mellem Takts Arc Chair, Københavns Møbelsnedkeris KBH Tube Lamp, Hans Sandgren Jakobsen og Asahi Woods spisebordsstol 2,1 kg of Elegance og Laura Bildes og Linnea Ek Blæhrs tæppekollektion New Wave.

Også i et par af årets andre kategorier finder man branchekendte ansigter. I kategorien Feel Good – Product er en af tre finalister Le Klint-lampen Soleil designet af Philip Bro Ludvigsen, og i kategorien Message Understood har Lendager Groups OL-pavillon bestående af 2500 stole af genbrugsplast nået finalefeltet.

I kategorien Save Ressourcers finder vi den aarhusianske materialeplatform The Upcycl, og endelig har Jakob Aaen og Anders Kofoed nået finalefeltet med deres digitale værktøj Målbar, der dyster mod tre andre finalister i kategorien Game Changer.

 – Målbars softwareredskab giver møbelindustrien et nyt værktøj der kan levere data om hvilket klimaaftryk forskellige designvalg efterlader. Løsningen skaber mulighed for innovation og lige betingelser, når det kommer til sammenligning af forskellige designløsninger og produkter, skriver juryen om Målbars værktøj.

Vinderne af Danish Design Awards kåres i samarbejde med Fredericia Furniture og Statens Kunstfond den 25. november ved en online-begivenhed. DI er vært ved en reception for årets prismodtagere den 9. december.

Se alle årets finalister hos Danish Design Award.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14