23948sdkhjf

Ny medejer giver sydsjællandsk leverandør af grus og sten nye muligheder

Råstofvirksomheden Næstved Sten og Grus ApS har indgået et økonomisk partnerskab med Uglehøj Holding ApS, oplyser parterne i en pressemeddelelse. 

Uglehøj Holding, som ejer transportvirksomheden Frede Andersen & Søn i Næstved, Forlev A/S i Slagelse samt Dansk Miljø og Genbrug med flere grusgrave i Sorø-området, overtager med aftalen 50 pct. af Næstved Sten & Grus.

Ideen til samarbejdet opstod for mere end et år siden, hvor de to virksomheder drøftede de muligheder, et tæt samarbejde ville give parterne. Dermed blev der sået frø, som nu springer ud i et stærkt partnerskab.

Kort om parterne

Næstved Sten og Grus ApS blev grundlagt i 1998 på Næstved Havn.

Virksomheden blev i 2011 overtaget af den nuværende ejer Flemming Schou. Virksomheden forsyner en stor del af Sjælland med grus og sten til bygge og anlæg – alene 60 pct. af produktionen går til betonindustrien.

Selskabet ejer skibet ”Mette Pan”, en 50 meter lang ral- og sandsuger, der laster 320 kbm.

Den årlige produktion på pladsen i Næstved Havn er cirka 300.000 ton.

Uglehøj Holding ApS er overordnet selskab for tre virksomheder i det syd- og midtsjællandske som drives af de fire søskende, Kim, Lars, Berit og Peter som er 4. generation i familien Andersen:

Frede Andersen & Søn A/S, Næstved og Roskilde, Forlev A/S, Slagelse samt Dansk Miljø og Genbrug ApS, der har adskillige grusgrave omkring Sorø samt miljøcentre og modtageanlæg til jord.

– Vi vil i fremtiden kunne tilbyde løsninger, vi ikke tidligere har haft mulighed for, udtaler administrerende direktør i Næstved Sten og Grus, Flemming Schou, i pressemeddelelsen og fortsætter: 

– Vi er i forvejen rigtig godt repræsenteret i vores nær- og lokalområde. I dag leverer vi materialer til betonindustrien på det meste af Midt- og Sydsjælland, et forretningsområde der vil blive øget betydeligt i det nye samarbejde.

Med det nye partnerskab er ikke blot et rettidigt generationsskifte sikret. Næstved Sten og Grus vil, med de nye kræfter, også komme til at stå endnu stærkere på det sjællandske råstofmarked.  

For Flemming Schou er det væsentlig at understrege, at der ikke sker nogle ændringer i hverken ledelse eller medarbejderstab.