23948sdkhjf

Vinduesdirektør er blevet herre i eget hus – men ellers er lidt forandret

Med opsplitningen af Glaseksperten og Glaseksperten Vinduer og Døre til to selvstændige selskaber er Henrik Sørensen blevet fuldgyldig herre i eget hus. Det kan gøre et fremtidigt generationsskifte nemmere, men får ikke stor indflydelse på dagligdagen på den nordjyske vinduesfabrik, der fra årsskiftet vil være kendt under navnet Vindunor.

Det fortæller Henrik Sørensen, der inden længe kan kalde sig ejerleder af den nordjyske vinduesproducent.

 – Vinduesfabrikken har altid været den lille del af forretningen, som jeg har brugt de seneste syv år på at få til at vokse sig større. Christians passion ligger i glasset – det har han været en del af i over 30 år, mens jeg har været lidt tveægget og haft fokus på begge fabrikker, men nu er vi nået til et sted, hvor vi er bedst tjent med at være os selv, fortæller Henrik Sørensen om afslutningen på det mangeårige parløb med Glaseksperten-direktør Christian Larsen.

Opsplitningen af de to selskaber blev reelt allerede foretaget ved årsskiftet 2020/21, men makkerparret ejer fortsat hver 50 pct. af begge. Det ændrer sig ved det kommende årsskifte, hvor Henrik Sørensen overtager det fulde ejerskab af vinduesselskabet, mens Christian Larsen bliver eneejer af Glaseksperten.

– Vi kigger også ind i, at vi begge er i start 50’erne, og vi har et par sønner, der måske godt kunne være interesserede i at være med. Skal der være et generationsskifte er det oplagt med to fabrikker, og det bliver meget nemmere af, at der er tale om to separate selskaber, forklarer Henrik Sørensen.

Mere end en formssag

Når det kommer til hverdagen på vinduesfabrikken, forventer direktøren ikke, at ejerskiftet får nævneværdig betydning.

 – Fabrikkerne har altid arbejdet tæt sammen, og det kommer vi til at fortsætte med, så den del er uændret, lyder det.

Alligevel er fordelingen af ejerandele ikke kun en formssag.

– Hidtil har vi haft fælles administration, og det har måske været mest optimalt for glasfabrikken, hvor administrationen har haft til huse. Nu har jeg nedsat min egen ledergruppe, og vi får egen administrations- og marketingsafdeling, der kommer til udelukkende at fokusere på vinduerne, forklarer Henrik Sørensen.   

Også i sin egen arbejdsdag kan han få øje på i hvert fald en markant forandring.

 – Jeg kommer jo nok ikke længere til at ringe til Christian hver eftermiddag og høre, hvordan dagen er gået, så selvfølgelig bliver det anderledes på den måde at stå med det alene – men vi kommer helt sikkert fortsat til at supportere hinanden, slår han fast.

Farvel til velkendt navn

At Glaseksperten Vinduer og Døre for fremtiden vil være mere vinduer og døre end Glaseksperten, understreges af det navneskifte, der besegler opdelingen. Fra årsskiftet vil vinduesproducenten således være kendt under navnet Vindunor, og Henrik Sørensen frygter ikke umiddelbart, at navneforandringen vil koste på kendskabsgraden.

 – Glaseksperten er først og fremmest kendt for at producere virkelig godt glas, men der er stadig mange, der ikke ved, at det også har dækket over en vinduesfabrik, uddyber han og fortsætter:

– Nu skal vi virkelig ud at brande os og lave noget god markedsføring. Vi skal være synlige i markedet for at kunderne kan stifte bekendtskab med os, og vi er i fuld gang med at udvikle en grafisk identitet, der kan hjælpe os til at stå stærkt.

At Vindunor kommer på lystavlen hos landets potentielle vindueskøbere er da også et must, hvis ambitionerne skal indfris, for Henrik Sørensen har et erklæret mål om at vokse.

– Når man kigger på, hvordan den anden fabrik har udviklet sig, er der da ingen tvivl om, at vi også skal være større, slår han fast med henvisning til, at Glaseksperten over den seneste årrække har oplevet massiv vækst og blandt andet fordoblet produktionskapaciteten.

Væksten skal dog ikke hentes uden en vis nordjysk sindighed og fødderne solidt plantet i den hjørringensiske muld, lader Henrik Sørensen klart forstå.

 – Jeg vil gerne have, vi tager det inde fra og ud. Hvis vi skal være dobbelt så store, kræver det maskiner, som det tager tid at få ind, så vi tager det stille og roligt. Vi skal ikke vækste for enhver pris men være tro mod konceptet og holde fokus på at levere den rigtige vare til tiden – det kommer vi ikke til at gå på kompromis med.