23948sdkhjf

Landsretten giver Rønne Havn medhold i sag mod Danske Færger

Landsretten er enig med byretten i, at Danske Færger skal betale restgælden til Rønne Havn, men foretager et fradrag. Danske Færger skal ydermere foretage fuldstændig reetablering af en række af de anlæg, de har benyttet.

Det skriver Rønne Havn i en pressemeddelelse via Ritzau.

Siden Danske Færger i foråret 2016 ikke fik forlænget kontrakten om den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, har parterne været uenige i fortolkningen af en del af de aftaleretlige forpligtelser, som Danske Færger havde i forbindelse med ophør af besejlingen af Rønne Havn. 

Rønne Havn anlagde i 2018 en retssag mod Danske Færger, fordi de udlod at indfri de resterende økonomiske forpligtelser og foretage reetablering efter anlæg, der skulle fjernes. 
Sagen blev behandlet ved Retten på Bornholm i juli 2020, hvor byretten gav Rønne Havn medhold i sin fortolkning af de indgåede aftaler både omkring betaling af restgæld og kravet om fuldstændig reetablering i lighed med, hvad der gælder for havnens øvrige brugere.

Glade for landsrettens vurdering

Landsretten har med sin afgørelse i sagen givet Rønne Havn medhold i fortolkningen af de aftaler, som havnen har haft med Danske Færger. Landsretten anser også Rønne Havns krav for berettigede.

Landsretten mener, modsat byretten, at der skal foretages et fradrag svarende til betalinger som Rønne Havn modtager fra Molslinjen. Ligesom landsretten, modsat byretten, fratager to anlæg fra forpligtelse om reetablering fra en aftale indgået i 1999.  

- Vi er glade for landsrettens vurdering af sagen, selvom den ikke var så klokkeklar som byretten. For os var det vigtigt, at vi fik rettens ord for, at Danske Færger skal indfri deres gæld, og de samtidig skal foretage en fuld reetablering af en række anlæg, som de har benyttet, mens de har besejlet Bornholm. 

- Danske Færger har nu et år til at få reetableringen gennemført, og det ser vi frem til, for det vil dermed sætte et endeligt punktum i sagen, siger Thomas Bendtsen, administrerende direktør, Rønne Havn A/S.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094