23948sdkhjf

Forsvarsministeriet vil bruge fire år på at teste for PFAS på flyvestationer

Èt pilotprojekt til 1-2 millioner kroner, som skal teste afværgemetoder. Det er hvad Forsvarsministeriet indtil videre har planlagt at sætte ind med overfor de omfattende forureninger med PFAS-giftstoffer på Forsvarets flyvestationer de næste fire år. Det fortæller Avisen Danmark og Radio4 i dag.

Prioriteringen møder hård kritik fra eksperter, der undrer sig over, at Forsvarsministeriet i stedet for at bremse forureningernes spredning, nu vil bruge fire år på at teste metoder. Det på trods af, at der allerede er en lang række gennemtestede og effektive metoder til afværge og oprensning. Metoder som det norske forsvar begyndte at bruge i 2012.

- Det er at gøre grin med befolkningen. Der findes allerede detaljerede erfaringer fra andre lande. Specielt Norge, men også Australien, siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og adjungeret professor ved Harvard University og fortsætter:

- Problemet er, at så går der fire år til, hvor PFAS-stofferne siver og breder sig endnu mere, og så bliver opgaven endnu større. Her har vi en tikkende bombe, som spreder sig for hver dag, der går. Det er uansvarligt at vente fire år.

Bjarne W. Strobel, sektionsleder og lektor i miljøkemi på Københavns Universitet, er også uforstående overfor, at Forsvarsministeriet vil bruge fire år på at teste metoder, når der allerede findes en lang række velkendte og effektive metoder.

- En lille del af løsningen er altid at optimere sine metoder, men det ændrer jo ikke ved, at man skal bruge de kendte metoder til at tage det helt store slæb med at få fjernet eller stoppet spredningen her og nu, siger Bjarne W. Strobel til Radio4 og Avisen Danmark.

Heller ikke Venstre mener, at det er godt nok, når Forsvarsministeriet indtil videre kun har afsat penge til et pilotprojekt, siger fungerende forsvarsordfører, Christoffer Melson til Ritzau.

- Vi er bekymrede over, at vi kan se, at der er en hel række eksperter, der mener, at man griber det an på en meget uansvarlig måde. Vi synes, at man skal komme i gang, og så skal man sideløbende forsøge at udvikle nye metoder og forsøge at blive bedre, siger han.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail, at nye risikovurderinger, erfaringer eller teknologier vil afgøre, om der iværksættes yderligere tiltag udover pilotprojektet.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) ønsker heller ikke at stille op til interview med Avisen Danmark eller Radio4.

Fredag er forsvarsministeren indkaldt til et samråd om PFAS-forureninger på statens arealer. Her vil flere af Folketingets forsvarsordførere have forsvarsministeren til at redegøre for Forsvarets handlinger.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125