23948sdkhjf

Stena Line indtager Finland med to tidligere Aarhus – Kalundborg-færger

Stena Line vil indtage det finske marked med en ny daglig rute fra Hankö i Finland til Nynäshamn i Sverige. Det har rederiet annonceret i dag, hvor de understreger, at den nye rute er næste skridt i Stena Lines ambition om at styrke positionen i Østersøen.

Ruten indvies med en ro/pax-færge til februar og vil fra maj næste år blive betjent af to skibe med daglige afgange fra hver havn. 

Det oplyser Stena Line her til morgen i en pressemeddelelse. 

- Med vores nye daglige rute mellem Hankö og Nynäshamn udvider og styrker vi kraftigt vores position i Østersøen. I takt med, at vores kunder vokser, investerer vi i ny service for at imødekomme vores fragtkunders stigende efterspørgsel efter smidig transport i Østersøen og andre steder. Ved at udvide vores netværk til Finland forbedrer og udvider vi yderligere det mest omfattende, effektive og integrerede færgenetværk i Nordeuropa, siger Niclas Mårtensson, CEO hos Stena Line. 

Den nye rute mellem Hankö og Nynäshamn indvies 1. februar 2022 og vil blive betjent af ro/pax-færgen ’Urd’ to gange dagligt. Det andet skib, ’Stena Gothica’, tilslutter sig ruten 1. maj 2022. Hankö-Nynäshamn vil derefter blive betjent med daglige afgange fra begge havne, hvilket giver mulighed for problemfri lastning og losning under heldags havneophold.

Begge færger har tidligere sejlet for DSB-Rederi mellem Aarhus og Kalundborg under navnene ’Urd’ og ’Ask’.  

’Urd’ og ’Stena Gothica’, ex. ’Ask’, har en kapacitet på 1.600 lanemeter og 186 passagerer. De lægger sig til Stena Lines seneste investeringer i det ekspansive Østersøområde, herunder indsættelsen af to lange nybyggede E-flex’ere på ruten Nynäshamn-Ventspils og den store kapacitetsforbedring på Karlskrona-Gdynia med nyligt forlængede ’Stena Scandica’ og ’Stena Baltica’. 

- Det er en sand fornøjelse at byde Stena Line velkomne i Hankö. Som en førende havn for effektive transportruter og på en central placering i det sydlige Finland deler vi Stena Lines mål om at opbygge bæredygtige transportkæder i Østersøen. Hankö er et centralt knudepunkt for handel og industriprodukter, bilindustri og eksport af skovindustriprodukter. Den nye rute udvider vores forbindelser til vigtige målmarkeder i Sverige, siger Anders Ahlvik, adm. direktør i Hankö Havn. 

- Vi hilser den nye rute mellem Hankö i Finland og Nynäshmn i Sverige hjerteligt velkommen. Vi er meget glade for vores langvarige flerårige samarbejde med Stena Line, og at de har valgt at udvide i stor stil og investere i vores nye havn i Stockholm Norvik, siger Frederik Lindstål, bestyrelsesformand hos Ports of Stockholm. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Send til en kollega

0.094