23948sdkhjf

Pressede intensivlæger appellerer til bid af sygehusmilliard

Landets læger på intensivafdelinger appellerer til, at dele af milliarden fra finansloven til sygehusene målrettes til at fastholde og øge kapaciteten på intensivafdelingerne. Det skriver Berlingske.

Det skyldes, at kapaciteten på intensivafdelingerne er mindre end tidligere under coronaepidemien, fortæller Christian Wamberg. Han er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Selskabet skønner, at kapaciteten er omkring 25 procent lavere. Alt imens, at antallet af alvorligt syge coronapatienter stiger oven i andre indlagte på intensivafdelingerne.

- I stedet for at smøre pengene tyndt ud over alle, kan man måske "forgylde" dem, der har lyst til at hjælpe til på intensivafdelingerne. Det vil blive dyrt, men det kan godt lade sig gøre, siger Christian Wamberg til Berlingske.

Han fraråder at tvinge medarbejdere over i job, de ikke er vant til at udføre.

- Det vil være problematisk – dels i forhold til kompetencer og oplæring, dels fordi tvang avler frustration og modvilje.

Christian Wamberg kalder situationen på intensivafdelingerne for "svært bekymrende".

I Region Hovedstaden har administration udtrykt samme bekymring i et notat til regionens politikere.

Det fremhæves, at det særligt er hospitalernes intensivkapacitet, der er presset, lyder det ifølge Berlingske. Det skyldes mangel på intensivsygeplejersker, hvor mange er stoppet det seneste år.

Den udvikling bekræfter Christian Wamberg, der er overlæge på Bispebjerg Hospital.

Tal fra regionen viser også, at intensivkapaciteten er faldet fra 113 til 100 pladser siden august grundet manglen på medarbejdere.

Berlingske har ikke kunne få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om presset på afdelingerne.

Tirsdag var der 66 coronapatienter indlagt på landets intensivafdelinger - heraf 39 i respirator.

Men ifølge Berlingske udgør coronapatienter blot 20-30 procent af de indlagte på intensivafdelingerne.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109