23948sdkhjf

Kommune restaurerer milliondyr beskadet skulptur: Stedet er tophemmeligt

To identiske transportbiler skulle i brug, da skulpturen blev transporteret til et sikret værksted i Europa.

Kvinde på Kærre var i ét af de to biler. Det var for risikabelt at lade en statue, der i 2009 blev vurderet til et trecifret millionbeløb, køre afsted uden en alternativ transportform. Et motorstop kunne opstå på motorvejen, og man kunne på den måde flytte kunstværket over i den anden transportbil.

- Kvinde på Kærre er meget værdifuld. Den eksakte sum er der ingen, der kender, men forsikringsselskabet garanterer, at de tager alle forholdsregler og forbehold, fortæller Claus Brandt, vicekommunaldirektør i Holstebro Kommune.

Lige nu befinder Kvinde på Kærre sig ifølge Holstebro Kommune på et af de bedste kunstværksteder i Europa, hvor kyndige restauratorer tager sig af hende. Stedet er fortroligt af hensyn til skulpturens sikkerhed.

En del af byens DNA

Kvinde på Kærre står normalvis foran Det Gamle Rådhus, men den blev i juli ridset og skrabet på forsiden, da den skulle hejses under jorden. Den er blevet bragt i sikkerhed hver aften siden 2009 for at sikre den mod hærværk og tyveri. Her overnatter hun under en tyk glasplade, før personalet hejser hende op om morgenen.

Claus Brandt fortæller til Kommunefokus, at Kvinde på Kærre – eller i folkemunde ’Maren å æ woun’ – er meget savnet i Holstebro Kommune.

- Den er en del af Holstebros DNA. Hun er vigtig for byen og dens identitet, siger han med henvisning til, at Holstebro er kendt for byens rige kunst- og kulturliv.

Claus Brandt har forsikringssager som et af sine ansvarsområder og kan mærke en større interesse fra pressen i denne sag end dém, der normalt lander på hans skrivebord.

- Og når det er kunst af høj klasse som ved denne, så bliver den ikke repareret på det første og bedste værksted, som forsikringsselskabet kan finde. Det skal være et sted, som evner at restaurere et kunstværk af denne kaliber, fortæller han.

Det er et specialiseret forsikringsselskab, der tager hånd om hele sagen med Kvinde på Kærre, som er skabt af den schweiziske kunstner Alberto Giacometti. Holstebro Kommune har forsikret Kvinde på Kærre hos AXA, der er et af verdens største forsikringsselskaber og blandt andet har specialiseret sig i kunst.

Skaden bliver vurderet nu

Det vurderes, at Kvinde på Kærre vender retur til Holstebro i 2022. Præcis hvornår vides ikke med sikkerhed, og holdningen er, at istandsættelsen hellere må tage en måned mere end mindre, for at skulpturen kan blive afleveret i så god en stand som overhovedet muligt.

Størrelsen på og omfanget af skaden er i gang med at blive vurderet lige nu af kunstværkstedet, hvor Kvinde på Kærre bliver opbevaret. Vurderingen og den efterfølgende restaurering vil videre afgøre den eksakte tidsplan for Kvinde på Kærres præcise hjemkomst.

Indtil Kvinde på Kærre vender hjem til Holstebro Kommune, vil der blive installeret et midlertidigt værk på pladsen foran Det Gamle Rådhus.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063