23948sdkhjf

Ærøs berømmede elfærge vinder igen stor pris

Ærøs langtrækkende elfærge, E-ferry 'Ellen', er igen blevet præmieret for at demonstrere at det kan lade sig gøre at sejle 100 pct. emissionsfrit, også på længere regionale færgeruter. Ærø Kommune er således modtager af dette års nationale Energy Globe Award.

To et halvt år efter idriftsættelsen er elfærgen' Ellen' stadig den færge i verden, der sejler længst mellem hver opladning.

Energy Globe Award er formentlig verdens vigtigste bæredygtighedspris, og Ærø kan derfor være særdeles stolte over at være blevet tildelt den nationale udgave af prisen. Der er hvert år prominente personer med i priskomitteens jury, og det var også tilfældet i år, hvor Maneka Gandhi, fra den verdenskendte Gandhi-familie, har underskrevet certifikatet i sin egenskab af at være juryformand.

Et stort skridt

På Energy Globes hjemmeside skriver juryen blandt andet, at Ærø Kommunes politikere har vedtaget meget ambitiøse klimamål, og at elfærgen 'Ellen' er et kæmpe skridt i forhold til at opfylde disse mål.

Kommunalbestyrelsen besluttede i august 2021, at øens kommunalt drevne færger skal være erstattet af nye bæredygtige fartøjer pr. 2035. Idriftsættelsen af elfærgen 'Ellen' har vist, at det kan lade sig gøre at besejle de kommunalt drevne ruter med miljømæssigt fordelagtige alternativer, og det endda uden at forringe servicen for de rejsende.

'Ellen' sejler således ruten mellem Søby og Fynshav 10 minutter hurtigere end den gamle dieselfærge.Grundet Covid-19 bliver der i år ikke afholdt en officiel dansk ceremoni, derfor valgte man på Ærø at holde en uofficiel uddeling på Ærø EnergyLab, kommunens energikontor. Med til fejringen var blandt andet færgedirektør Keld M. Møller fra Ærøfærgerne og borgmester Ole Wej Petersen.

Desuden deltog Henrik Hagbarth Mikkelsen fra Marstal Navigationsskole, som blandt andet afholder verdens første kurser i maritim eldrift. Medlemmer af Udvalget for Bæredygtig Energi var også med til fejringen, sammen med Cecilie Larsen og Halfdan Abrahamsen fra Ærø EnergyLab, som skrev og indsendte ansøgningen til Energy Globe Award.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094