23948sdkhjf

Mænd står for 80 procent af gælden til det offentlige

Mænd skylder 80 procent af den personlige gæld til det offentlige. Det viser en opgørelse for Gældsstyrelsen.

63 procent af personerne med gæld til det offentlige er mænd, og de skylder i gennemsnit 140.000 kroner, mens det gennemsnitlige beløb for kvinder er 57.000 kroner.

En af årsagerne til den højere gæld hænger sammen med, at der blandt mænd er langt flere selvstændige, som har gæld til det offentlige.

Men det er ikke kun virksomhedsgæld, som forklarer forskellene. Mænd har også langt mere gæld end kvinder, når det kommer til restskat, børnepenge og bøder til politiet.

- Vi må på baggrund af de her tal konstatere, at der er en kraftig skævvridning imellem mænd og kvinder, når det kommer til at betale, hvad de skylder, siger direktøren i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.

- Vi kan samtidig se, at det er en skæv fordeling, som opstår allerede inden, de ender hos Gældsstyrelsen, siger han i en pressemeddelelse.

Kvinder skylder kun mere end mænd på enkelte typer gæld. Det gælder blandt andet studielån, daginstitutioner og boligsikring.

Selvstændig forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen påpeger, at der er flere grunde til, at mænd skylder mere, men at det slet ikke kan forklare, at forskellen er så massiv mellem kønnene.

- Flere mænd ejer virksomheder og er oftere bilejere, og derfor skylder de i højere grad skylde penge og få bøder. Derudover er der flere mænd, som betaler børnepenge end omvendt.

- Men det forklarer ikke det hele. Mænd er generelt mere risikovillige, hvad angår at optage gæld, men de er også mere optimistiske, hvis de får en regning, som ikke kan betales.

- Her vil kvinder i højere grad end mænd ligge søvnløse og tænke over, hvordan man skal finde pengene, mens flere mænd vil tænke, at det nok løser sig i morgen, siger hun.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.329