23948sdkhjf

Engros-virksomhed sætter strøm til varebilerne

Carl Ras har investeret i en eldrevet varevogn og en plug-in hybrid varevogn til varelevering for større kunder og på byggepladser i København og omegn. Ambitionen er at køre CO2-neutralt med alle virksomhedens varevogne i landet for at belaste miljøet mindst muligt.

- Vi sigter efter at køre CO2-neutralt med alle fem varevogne i København og omegn i 2023, mens vi i 2025 forventer at køre CO2-neutralt med alle vores otte varevogne, der kører i både København, Odense, Aarhus, og Aalborg, siger Allan Nielsen, der er fragt- og leveringschef hos Carl Ras.

- Vi ønsker så vidt muligt at reducere vores energiforbrug og gøre brug af transportløsninger, der formindsker CO2-udledningen markant, så vi gør en forskel for den grønne omstilling i branchen. Det vil også imødekomme mange af vores større kunder, der efterspørger bæredygtig varelevering, siger han i en pressemeddelelse.

Bæredygtig varelevering

Carl Ras har tidligere på året investeret i en eldrevet varevogn, der udelukkende leverer varer til større kunder og byggepladser i København og omegn i en afstand svarende på ca. 80 km om dagen.

- Det var her, vi i første omgang så en mulighed for at gøre en forskel med bæredygtig varelevering. Bare med skiftet fra diesel kassevogn til el-varevogn på leveringsturen i hovedstadsområdet opnår vi en reducering på 5481 kg CO2 om året, forklarer Allan Nielsen.

Han fortæller videre, at Carl Ras også har investeret i en plug-in hybrid varevogn til ekspreslevering i Herlev:

- Den kan køre på strøm i en afstand på ca. 50 km, hvorefter den kører med diesel eller benzin. Når chaufføren kommer hjem igen, kan de så nå at sætte den til opladning af strøm igen, inden de skal ud med de næste ordrer. Det sikrer dermed, at vi kan køre på rigtig meget strøm løbende.

Ekspresleveringen kan bookes fra alle Carl Ras butikker i landet, hvorefter varerne bliver kørt ud til kunderne med det samme.

- Vi ønsker så vidt muligt at være fleksible i vores leveringsmuligheder, og vi kan se, at ekspresleveringen er populær blandt vores kunder. Vores kunder er ved at finde ud af, at det er en god løsning, når de for eksempel har en hasteordre, frem for at de skal sende en tømrersvend ud til en af vores butikker. På den måde opnår de også hurtig levering på rette tid og sted, siger Allan Nielsen.

Tænker bæredygtighed ind i alle leveringsformer

Allan Nielsen lægger ikke skjul på, at det har været et ønske fra virksomhedens side igennem flere år at blive CO2-neutrale på alle varevogne i landet.

- Vi har de sidste par år haft flere elbiler til test i Carl Ras, men har desværre måtte sande, at det teknologisk ikke er muligt for os endnu at erstatte alle vores konventionelle varevogne med eldrevne varevogne i forhold til den længde kørsel, vi har på vores leveringer til større kunder. Vores andre varevogne kører mellem 150-200 km om dagen, og det kan det nuværende udbud af elbiler endnu ikke klare, samtidig med, at det også skal kunne lade sig gøre for os økonomisk, fortæller han og fortsætter:

- Vi er dog i løbende dialog med mulige samarbejdspartnere og sætter det i gang, så snart teknologien gør det muligt, så vi kan bidrage til at mindske klimaaftrykket på vores vareleveringer.

Allan Nielsen tilføjer, at Carl Ras så vidt muligt forsøger at tænke bæredygtighed ind i alle leveringsformer til kunderne:

- Vi er godt på vej til at have 100 pct. plastfri pakkeproces i de ordrer på vores centrallager, der leveres med fragt, ligesom vores kunder får udleveret poser af genbrugsplast, når de køber varer hos os i butikkerne. Og vi har netop fået udviklet en klimavenlig emballageløsning til dørgreb, der reducerer mængden af plastik med mere end 90 procent og optimerer håndværkernes arbejdsgange.

Artiklen er en del af temaet Samfund.