23948sdkhjf

Boom i byggerier - her er der bedst gang i murerskeer og regneblokke

Entreprenører, tømrere, murere, malere, el-installatører og VVS’ere er travlt beskæftigede og tjener flere penge, end de har gjort længe. 

Faktisk havde ni ud af 10 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen havde overskud sidste år, viser Deloittes Byggeanalyse 2021. 

– Aktiviteten er fortsat høj, og branchen ser ikke ud til at være nævneværdigt påvirket af corona. Tværtimod ser det ud til at have styrket både privatpersoner og virksomhedernes lyst til at få bygget sidste år, siger partner i Deloitte, Thomas Frommelt, i en pressemeddelelse om analysen. 

Den konklusion er på linje med Licitationen - Byggeriets Dagblads egen analyse, Byggeriets Top 2021.   

Størst fremgang for de mindste 

Tallene fra Deloittes analyse viser, at branchens gennemsnitlige overskudsgrad er 5,4 pct., hvilket er en stigning på 1,5 pct. fra 2019, hvor den var 3,9 pct. Ni ud af 10 virksomheder havde overskud i 2020, hvilket er det højeste de seneste 15 år. Det gennemsnitlige primære resultat per ansat er steget fra 76.000 kr. i 2019 til 95.000 kr. i 2020. 

Det er især de mindste virksomheder med op til 25 ansatte, der oplever den største fremgang. Samtidig har den høje aktivitet indenfor nye boliger, projektsalg og mange renoveringer øget indtjeningen. 

– Men selvom det går godt, så kunne aktiviteten faktisk være meget højere. Branchen mangler kvalificeret arbejdskraft. Priserne på byggematerialer stiger ret kraftigt, og der er også et vist lønpres. Samlet set gør det byggerierne dyrere, og de tager længere tid at føre ud i livet. Så mange bygherrer giver op på forhånd, siger Thomas Frommelt. 

Bedst gang i de midtjyske murerskeer, tommestokke og regneblokke 

Bag den stærke efterspørgsel i branchen ligger også 18 mia. kr. frigivet fra Landsbyggefonden samt regeringen midlertidige ophævelse af det kommunale anlægsloft i 2020. 

– Det kommer vi til at se en positiv effekt af i 2021. Der vil givetvis være lokalpolitikere, som i forbindelse med kommunalvalget har tænkt: Nu bygger vi en rundkørsel eller får renoveret den skole, siger Thomas Frommelt. 

Analysen viser også, at der går bedst for virksomhederne i Region Midtjylland. Med en gennemsnitlig indtjening på 109.000 kr. pr. ansat ligger virksomhederne i det midtjyske langt over den gennemsnitlige indtjening på 95.000 kr. pr ansat. Til sammenligning udgør den gennemsnitlige indtjening per ansat i Region Syddanmark 78.000 kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126