23948sdkhjf

Borgmester oplever større interesse for at bidrage til kystsikring

Borgerne på Nordfyn viser stor interesse i at tage del i klimasikring mod forhøjet vandstand i fremtiden.

Det siger Morten Andersen (V), som er borgmester i Nordfyns Kommune.

- Der er stor opmærksomhed på, hvad det kommer til at betyde for den enkelte ejendom. Jeg oplever en stor interesse for at være med til at deltage i klimasikringen, fordi det også handler om at sikre den enkelte ejendoms værdi i forbindelse med fremtidige hændelser.

- Hvis man skal sælge sit hus, er det vigtigt, at klimasikringen er foretaget, siger han.

Nordfyns kyst er blandt de mest udsatte for forhøjet vandstand i fremtiden.

Det viser en opdatering af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) klimaatlas, som giver DMI's bedste bud på fremtidens klima.

Når der er forhøjet vandstand, er der risiko for stormflod og skader, hvor vand kan ødelægge for eksempel huse.

Det er ikke kun kommunerne, der står med regningen for at sikre sig mod højere vandstand i fremtiden. Borgere skal også være med til at betale regningen.

Ifølge borgmesteren er den mest udtalte problematik, at borgere, som aldrig har oplevet oversvømmelser, kan have svært ved at se, hvorfor de skal bidrage.

Men her er der blevet en større forståelse for, at det handler om at sikre sig mod fremtidige hændelser, fortæller han.

Ifølge Morten Andersen har kommunen stort fokus på, hvilke klimasikringstiltag der skal etableres først og hvorhenne. Og hvad det koster.

Det skyldes blandt andet, at det er vigtigt for borgerne at vide.

Ifølge DMI's opdaterede klimaatlas kan flere steder i Danmark i slutningen af dette århundrede blive truet af vandet mere end 100 gange om året.

Allerede i dag oplever Nordfyn vandtruslen "hyppigere og hyppigere", oplyser borgmesteren.

På Nordfyn er de i fuld gang med at undersøge, hvad de skal gøre for bedst at beskytte sig mod forhøjet vandstand i fremtiden.

- Det er en problematik, vi absolut er bekendt med. Og vi har også sat midler af til at undersøge, hvor vi får mest klimasikring for pengene.

- Det handler i høj grad om, at når vi skal ud at lave klimasikring, at vi får lavet det rigtige og de mest nødvendige løsninger fra start af, siger han.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078