23948sdkhjf

18 kommuner trodsede coronakrisens økonomiske fald

Coronapandemiens indtog betød, at BNP faldt på landsplan i 2020, men i 18 kommuner kom man ud med positiv vækst. Den højeste vækstrate var i Kalundborg, hvor man er begunstiget af en biotekbranche i stor fremgang, mens luftfartskrisen ramte Tårnby meget hårdt. Også her er der fremgang igen.

2020 var på alle måder et mærkværdigt år for Danmark og resten af verden, og når man gør det økonomiske regnebræt op, så adskiller 2020 sig også.

For mens Danmarks BNP i årene 2015 til 2019 steg mellem 2 og 3,2 procent, så kom vi ud med et minus på 2,1 procent i 2020.

Men når man ser på udviklingen rundt om i landet, så er historien meget mere nuanceret. Det skriver Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev "Momentum".

Godt nok var der tilbagegang i 3 ud af 4 kommuner, men i 18 kommuner kom man ud af kriseåret med en positiv BNP-vækst. Fremgangen var mest markant i Kalundborg med et plus på 2 procent efterfulgt af Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Horsens med 1,7 procents vækst.

Opgørelsen vækker glæde men ikke overraskelse hos Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), der peger på, at årsagen skal findes i, at en række biotekvirksomheder som Novo Nordisk, Novozymes og en række følgeindustrier alle har hjemme i Kalundborg, og at de tilhører højværdibrancher med stor produktivitet og vækst.

- Det er blevet fortalt mange gange, men det stopper ikke med at være vildt, at mange af de ting, der ligger her, er i kategorien ”verdens største”. Det er verdens største insulinproduktion og verdens største enzymproduktion, der ligger i Kalundborg. Det hele er i meget stor skala og flytter derfor noget i sådan en måling, og også i et år, hvor mange brancher har været kriseramt, siger Martin Damm.

De positive tendenser i Kalundborg ses også, når man ser på listen over, i hvilke kommuner der skabes mest BNP per indbygger. Her er Kalundborg kravlet yderligere to pladser op sammenlignet med 2019, så de nu har det sjettestørste BNP per indbygger.

Udover Billund, der har en særlig historie med LEGO, så udgøres top-10 på denne liste af København og en række københavnske omegnskommuner.

Øverst ligger Ballerup Kommune, og det gjorde den også i 2019. 8 ud af 10 kommuner i top-10 har enten bevaret deres placering eller er gået tilbage, så også her skiller Kalundborg sig ud med sin fremgang på to pladser.

- Biotekindustrien bliver ved med at udbygge i Kalundborg, og der sker nogle ret vilde investeringer. For eksempel annoncerede Novo Nordisk for nylig, at de vil investere 17 milliarder i et nyt byggeri, som vi ikke har set frugten af endnu. Så fordi vi har nogle brancher, der har vind i sejlene og samtidig udbygger, lader det til, at udviklingen går hurtigere i Kalundborg end andre steder, siger Martin Damm.

Og han har ingen formodninger om, at udviklingen er slut. Han peger, at nye virksomheder bliver ved med at komme til Kalundborg. Udover Novo Nordisks enorme investering er fødevareingrediens-virksomheden Chr. Hansen i gang med at ombygge en tidligere fiskeoliefabrik, og sidste år flyttede Mærsk sin containertrafik fra Københavns Havn til en ny havn i Kalundborg, hvor AP Møller Terminals også har lejet en del af arealet.

- Vi kan også tale sammen om et år, og det kan vi blive ved med i årene, der kommer, fordi udviklingen accelererer nu. Om halvandet år så vil byggeaktiviteten i Kalundborg by overhale Femernbyggeriet målt på beskæftigede i byggeriet. Alene når Novo Nordisks nye byggeplads peaker, regner de med, at 2.500 er beskæftiget bare med deres byggeri, mens der er 3.500 på Femern, når den topper, siger Martin Damm.

Kolossalt fald i Tårnby

At coronakrisen også økonomisk var en helt særlig krise, kan man også se ved at sammenligne den med finanskrisen. Mens landsdelen Byen København, der består af Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner, kun stod for 8,2 procent af det samlede BNP-fald i finanskriseårene 2008-2009, så gjaldt det hele 40,1 procent af faldet i 2020.

En central del af forklaringen er et ekstraordinært stort fald i BNP i Tårnby Kommune på hele 23,4 procent, hvilket er markant over det landsgennemsnitlige fald på 2,1 procent. Det svarer til, at knap ¼ af al produktion i Tårnby forsvandt på meget kort tid.

Ligesom i Kalundborg er Tårnby kendetegnet ved at særligt en branche dominerer, nemlig luftfartsbranchen med placeringen af Københavns Lufthavn inden for kommunegrænsen. Men modsat biotekbranchen i Kalundborg, der havde fremgang i 2020, så blev luftfarten ramt ekstremt hårdt af de mange rejserestriktioner i forbindelse med coronanedlukninger verden over i 2020.

Det var da også en helt ekstraordinær situation, Tårnbys borgmester Allan S. Andersen kunne se udspille sig i sin kommune i 2020.

- For borgerne i Tårnby og på borgmesterkontoret, så var det en enormt hård tid, fordi det betød, at ledigheden steg voldsomt nærmest over natten, siger Allan S. Andersen.

Fra før krisen at have en ledighedsprocent på 2,3-2,5 blev den hurtigt fordoblet til knap 5 procent i Tårnby Kommune. Da lønkompensationspakkerne blev indført, og virksomhederne fik penge for at holde fast i deres ansatte, gav det ifølge Allan S. Andersen et pusterum til at samle kræfterne og intensivere indsatsen for at få flere ledige i job.

- Jeg nedsatte en gruppe omkring mig med deltagere fra faglige organisationer, erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner, og det var her, at tanken om at oprette et fremskudt jobcenter i lufthavnen opstod.

- Det gik ud på at lave indsatsen i opsigelsesperioden inden medarbejderne i lufthavnen reelt blev opsagt, så man kunne se på efter- og videreuddannelse, opkvalificering og nye jobåbninger, inden de var ledige, siger Allan S. Andersen.

Fremgangen er vendt tilbage

Oprettelsen af det fremskudte jobcenter krævede en særtilladelse, som man fik af beskæftigelsesministeren, ligesom man fik et ekstraordinært tilskud på 74 millioner kroner. Det lykkedes at få omkring en tredjedel af dem, det fremskudte jobcenter var i kontakt med, videre i uddannelse eller job.

- Vi kunne se, at det inden for nogle brancher stadig gik meget hurtigt. Især inden for håndværk og industri, transport, rengøring og fødevarebranchen kaldte man stadig på arbejdskraft, og der fik vi hurtigt flyttet nogle af de mange ledige fra lufthavnen til. Men derfra og til i dag har vi gjort en kolossal indsats for at nå til det sted, hvor vi er nu, siger Allan S. Andersen.

Situationen i Tårnby er nu vendt helt på hovedet. I december var ledighedsprocenten helt nede på 2,1 procent, og med oprettelsen af et helt nyt erhvervsområde og en fremgang i luftfartsbranchen igen er Tårnbyborgmesteren meget positiv og tror også, at man fremover vil levere en positiv BNP-vækst, som man har gjort i mange andre år.

- Jeg ser lyst på fremtiden. Vi har en god dialog med erhvervslivet, Københavns Lufthavn og de lufthavnsrelaterede virksomheder, som er en væsentlig forudsætning for BNP-væksten i Tårnby og resten af Danmark. Og selvom vi havde det største fald i 2020, så noterer jeg mig også, at vi stadig havde et BNP pr. indbygger på 19 procent over landsgennemsnittet, så helt skidt er det ikke, og jeg tror nok, at vi skal løfte os igen, siger Allan S. Andersen.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094