23948sdkhjf

5.000 kvm fængselsprojekt søger hovedentreprenør

Ringe Fængsel skal ud- og ombygges, og Kriminalforsorgen er gået på jagt efter en hovedentreprenør til det små 5.000 kvm projekt. 

Det oplyser Alex Poulsen Arkitekter og Viborg Ingeniørerne, som er henholdsvis totalrådgiver og ingeniør for Kriminalforsorgen. 

Udbuddet, der gennemføres som et udbud med forhandling, følger i direkte forlængelse af Flerårsaftalen for Kriminalforsorgen, som blev vedtaget i december 2021.

Ringe Fængsel er opført og ibrugtaget i midten af 1970’erne, som et moderne fængsel, både hvad angår arkitektur og afsoningsprincipper. Projektet tager udgangspunkt i fængslets eksisterende arkitektur, infrastruktur og bemandingsprincipper, idet der opføres en belægsbygning med en hovedkorridor, hvorfra de enkelte afdelinger udspringer. Samtidig ombygges en række centrale funktioner i det eksisterende fængsel. 

– Vi er meget stolte af at APA har fået muligheden for at udvide et af tegnestuens ældre fængselsprojekter fra 70´erne. Fængslet blev dengang designet, som var det en hver anden offentlig bygning i sin samtid, hvilket betød, at man eksperimenterede med at bygge en ny type fængsel: For første gang var der fokus på normalisering af de indsattes liv i fængslerne, indsattes rettigheder og resocialisering, udtaler partner og projekteringsleder ved Alex Poulsen Arkitekter, Sonia Bom, i meddelelsen. 

Samlet set opføres cirka 4.050 kvm nybyggeri i ét plan samt diverse gårdturs- og udearealer og cirka 400 kvm 400 kvm kælder. Derudover sker der betydelig ombygning af cirka 1.300 kvm i den eksisterende hovedbygning – primært i administrationsområder og ved andre supportfunktioner, hvilket skal sikre logistik og sikkerhed efter ombygningen. 

Entreprisesummen er i udbudsmaterialet anslået til 115 mio. kr. 

Projekteringen er sket i samarbejde mellem Kriminalforsorgen og rådgiverteamet bestående af Alex Poulsen Arkitekter, Viborg Ingeniørerne og Molter Consult. 

Hos Kriminalforsorgen er projektet forankret både centralt i bygherreenheden, Koncern Ejendomme, men også lokalt i fængslet, da projektet skal realiseres, mens fængslet holdes i fuld drift.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083