23948sdkhjf

Bedrageri i entreprenørfirma: 12 år fra sigtelse til dom kaldes juridisk tragedie

Københavns Byret hører om klar krænkelse af menneskerettighederne i en sag om bedragerier i entreprenørfirma.

- Så skal der vel ikke siges mere i sagen?

I et retslokale i Københavns Byret noterer dommeren torsdag eftermiddag, at en straffesag om bedragerier i et entreprenørselskab efter et mangeårigt forløb omsider er klar til at blive afgjort.

Men efter de allersidste taler fra forsvarere, anklageren og en af de tiltalte kan dommer Michael Toftager ikke give besked om, hvornår dommen vil blive afsagt.

- Bliver det om en måned eller om to måneder, vil en forsvarer vide.

- Det kan jeg ikke sige, lyder svaret fra podiet.

Det er efterhånden mere end 12 år siden, at politiet rykkede ud og rejste sigtelser i sagen om selskabet FH Byg Aps.

En stribe leasingselskaber var blevet ført bag lyset i forbindelse med køb og leasing af betonknusere, mørtelværk, minigravere og andre maskiner. De fandtes ikke i virkeligheden, og dermed blev leasingselskaberne bedraget, lød det.

Tiltalen mod fem mænd blev først rejst i 2014, altså efter fem år. Ifølge den oprindelige plan skulle retten behandle sagen i løbet af 2015, men sådan gik det ikke - slet ikke.

Læs også:Sag om kriminalitet for 80 mio kr. i entreprenørfirma speedes op

Den ekstraordinært lange sagsbehandlingstid fylder en del, da advokat Christian Laubjerg som forsvarer for en 60-årig mand holder sin procedure.

- Det er en juridisk tragedie, at han har haft den sag hængende over hovedet siden oktober 2009, siger Laubjerg.

Hans klient er "kun" tiltalt for bedragerier med fire fakturaer. Han er ikke nævnt i de yderligere 51 fakturaer og i den momssvindel, som anklageskriftet også handler om.

- Anklagemyndigheden burde ikke have lagt sagen mod min klient sammen med de øvrige, mener Christian Laubjerg. Klienten er blevet taget som gidsel i forløbet, tilføjer han.

- Vi kom ind i et processuelt rædselskabinet, siger advokaten.

En for en nævner han de ikke mindre end 18 udsættelser, som byretten besluttede, da man gang på gang accepterede sygemeldinger fra den daglige leder af FH Byg Aps., Bo Hansen.

Først efter to et halvt år blev det besluttet at udskille sagen mod Bo Hansen. Dermed kom to forskellige afdelinger i byretten til at behandle samme sag og høre de samme vidner. Men tempoet blev sat i vejret i sagen mod Bo Hansen. Han fik dom i september 2020.

Tilbage sidder de fire andre tiltalte, og advokat Christian Laubjerg siger, at der foreligger en klar krænkelse af menneskerettighederne. En borger har krav på en rettergang inden en rimelig frist.

Konsekvensen bør være, at straffen bortfalder, såfremt retten finder hans klient skyldig. Og at det offentlige bør betale sagsomkostningerne, mener han.

Sidste år kritiserede Østre Landsret i øvrigt byretten for langsommelighed. Datoerne for nogle retsmøder skulle ændres - "således at hovedforhandlingen gennemføres hurtigst muligt og inden for rimelig tid."

Det samlede beløb i bedrageriforholdene overstiger 70 millioner kroner. Anklageren Kristine Hjorth - der er den fjerde i rækken - har krævet fængsel fra fire år og seks måneder til tre år.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109