23948sdkhjf

Genåbning af stor svømmehal udsættes - glasloft i fare for at styrte ned

Københavnere, der drømmer om at hoppe en tur i baljen i Øbro-hallen i København, må væbne sig med tålmodighed.

Renoveringen og dermed genåbningen af svømmehallen, der har været lukket siden september sidste år, bliver nemlig udskudt med omkring et år. Det skriver TV 2 Lorry.

Af en orientering til Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune fremgår det, at årsagen skal findes i en tilstandsvurderings af svømmehallens tag, som Københavns Ejendomme & Indkøb (KEID) har fortaget i forbindelse med den allerede igangværende renovering.

Her har forvaltningen vurderet, at svømmehallens karakteristiske glasloft udgør en potentiel sikkerhedsrisiko for nedstyrtning, fremgår det af orienteringen.

”Derfor ønsker KEID, at der foretages en udbedring af tagkonstruktion, tag og glasloft i forlængelse af den igangværende udskiftning af fliser i bassin og promenade”, skriver forvaltningen i en orientering til udvalget.

Arbejde forlængese 9-15 måneder

Øbro-hallen og Kurbad har været lukket siden den 1. september 2021, fordi hallens natursten skal renoveres.

Af en oversigtsplan over renoveringsbehovet fremgår det, at man desuden er i gang med at udskifte vandbehandlingsanlæg og installationen af et digitalt livredningssystem.

Oprindeligt stod svømmehallen til at genåbne i september 2022, men med tilstandsrapporten i hånden er renoveringen forlænget med mellem ni og 15 måneder.

"Rådgiver har estimeret en tidsplan, der under forudsætning af syv måneders myndighedsbehandling giver mulighed for genåbning til sommeren 2023, men KEID oplever på nuværende tidspunkt lange behandlingstider på helt op til 12 måneder", står der i orienteringen.

Forsinkelser og fordyrelser

Det er langt fra første gang, at renoveringen af en svømmehal i hovedstadsområdet skaber udfordringer.

Som TV 2 Lorry flere gange har beskrevet, har flere svømmehaller i hovedstadsområdet været ramt af forsinkelser og fordyrelser.

Det gælder blandt andet Roskilde Badet og Frederiksberg Svømmehal.

Også Københavns Kommune har døjet med svømmehalsprojekter, der er løbet løbsk. For eksempel har Bellahøj Svømmestadion for nylig været lukket i en længere periode.

Idrætsanlægget, der blev bygget i 2009, genåbnede i juni 2021, efter det havde været lukket i to år på grund af skimmelsvamp.

Det kommunale idrætsanlæg kostede 230 mio. kr. og var Danmarks hidtil dyreste svømmehal, da det i sin tid blev bygget.

Men fundet af skimmelsvamp førte til en omfattende renovering af den store arena, der endte med at kaste en regning på yderligere 55,5 mio. kr. af sig.

Flere renoveringer forude

Til sommer blive Bellahøj Svømmestadion igen lukket. I orienteringen til Kultur- og Fritidsudvalget, står der således, at anlægget forventes lukket fra den 3. juli 2022 og syv uge frem i forbindelse med installation af digitalt livredningssystem og udførelse af diverse udbedringer i forlængelse af 1-års gennemgangen.

For netop som Øbro-hallen genåbner, lukker en anden svømmehal ned med en millionregning og renovering til følge.

Vesterbro Svømmehal således overfor en renovering og en forventet lukkeperiode på 18 måneder.

Den renovering løber op i cirka 60 mio. kr.

Af hensyn til den samlede svømmekapacitet i København, går renovering af Vesterbro Svømmehal først i gang, når Øbro-hallen er genåbnet.

Også Sundby Bad og Emdrup Bad kan se frem til gennemgribende renoveringer, der kræver lukkeperioder på mellem 12 og 24 måneder, fremgår det af orienteringer til Kultur- og Fritidsudvalget. Hvornår de renoveringer finder sted, er endnu ikke besluttet.

Forsidefoto: Colourbox

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172