23948sdkhjf

Forsvarsforhandlinger: Nye missiler og sonar bør stå højt på ønskesedlen

Uanset hvad flåden kommer til at købe ind af nyt udstyr, vil det tage år at få udstyret gjort klar til rigtig kamp, vurderer flådeanalytiker.

Forsvaret har udsigt til et løft på 3,5 mia. kr. i år og et tilsvarende beløb næste år, og står det til flådeanalytiker bør SM2-missiler og sonarsysterner stå højt på ønskelisten.

Læs også: Milliarder skal give forsvaret og Søværnet et løft

- Her og nu bør Søværnet se på yderligere indkøb af SM2-missiler til områdeluftforsvar på vores fregatter - og gerne flere end dem, der allerede er bestilt. De vil formentlig primært blive brugt til uddannelse og øvelser, så der skal flere til. Desuden bør vi se på at få fremskyndet leveringen afsonarsystemer til vores Seahawk-helikoptere, der kan fires ned i vandet og lytte efter ubåde, fortæller flådeanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet til Søfart. Han har en uddannelse i Søværnet og er orlogskaptajn.  

Uddannelse er afgørende

Men nyindkøbene er ifølge analytikeren ikke de største problemer for Forsvaret her og nu. 

- Man bør måske allerede nu se på en ændring af værnepligten til 12 måneder eller måske mere, så det reelt er muligt at uddanne de unge mennesker til at kunne indgå i et forsvar af landet, som reelle kampsoldater. Når det gælder indkøb af nye systemer, så er der selvfølgelig et spørgsmål omkring levering, men dertil kommer uddannelse af dem, der skal bruge systemerne, og systemerne skal anvendes i øvelser sammen med de øvrige Nato-lande og helst i en skala, så der kan gøres nogle reelle kamperfaringer - det kan godt tage flere år. Taler vi nye ubåde måske helt op til 10 år, før et operationelt system er oppe at køre, uddyber Jens Wenzel Kristoffersen.

Han peger desuden på, at SM2-missilerne bør suppleres med SM6-missiler, der godt nok kan anvendes i de samme launchere, som SM2, men som kræver et forbedret radarsystem installeret på skibene for at kunne ramme de ballistiske missiler, som de er udviklet til. Derudover kan man også med fordel se på indkøb af de amerikanske Tomahawk missiler, hvis man ønsker en reel ”strike” kapacitet mod især mål som truer Danmark.

Personaleefterslæb

Når det gælder det kystnære forsvar, peger Jens Wenzel Kristoffersen på nye korvetter som en god mulighed. Han advarer dog mod, at der fokuseres for meget på, at skibene skal kunne løse mange og forskelligartede opgaver.  

Læs også: Tidligere kaptajnløjtnant kritiserer Søværnets indkøbsplaner: ’Historien gentager sig’

- Det er vigtigt, at det er krigsskibe, der købes. Det er fint, hvis de kan bruges til en enkelt ting mere, men at gå efter en schweizerkniv, der kan det hele, vil være forkert, hvis man ønsker at styrke det kystnære forsvar, siger han.

Men også her peger Jens Wenzel Kristoffersen på det de mandskabsmæssige udfordringer

- Vi har et personelefterslæb, der skal indhentes og der skal uddannes, uddannes og uddannes. Det bliver en kæmpe opgave for Forsvaret, der i forvejen skal slås med et arbejdsmarked, der er under pres, så det skal være rigtig attraktivt at være en del af det danske forsvar, siger han.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156