23948sdkhjf

Vognmand: Nu koster det 100.000 kroner ekstra om måneden at tanke lastbilerne

En smule af overskuddet fordufter ud af regnskabet hos vognmand Henrik Tofteng A/S, hver gang en lastbil bliver tanket.

Den københavnske vognmandsvirksomhed, Henrik Tofteng A/S, betaler 100.000 kroner mere om måneden for diesel end for et år siden. Henrik Tofteng A/S har 42 lastbiler, som primært henter erhvervsaffald i hovedstadsområdet. For hver dag der går, bliver det dyrere at hælde diesel på bilerne.

- Vi mærker tydeligt de høje priser, og vi kører ikke engang ret langt. Det må være meget værre for de virksomheder, som kører lange ture, konstaterer adm. direktør Henrik Tofteng.

En opgørelse lavet af DI Energi viser, at prisen på diesel er steget med omkring 33 procent det seneste år. Alene siden årsskiftet er dieselprisen steget med omkring 15 procent. Opgørelsen er lavet 3. marts, og olieprisen er steget yderligere i de seneste dage på grund af krigen i Ukraine.

Vognmænd i hele landet

Det er transportvirksomheder i hele landet, der døjer med de ekstremt høje brændstofpriser, og det er langt fra altid, at regningen kan sendes videre til kunderne.

- Udgiften til brændstof er en stor del af omkostningen ved lastbilstransport. Der er dog stor forskel på, hvor meget det påvirker den enkelte virksomhed, siger branchedirektør Lars William Wesch fra vognmændenes arbejdsgiverforening, ATL.

- Vi får mange henvendelser fra vognmænd, som er bekymrede for udviklingen. Der er en skarp konkurrence inden for erhvervet, og de høje brændstofpriser kan være det, der maler sorte tal røde i regnskabet, siger han.

Svært at sætte prisen op

Det er tilfældet for Henrik Tofteng. Hvis brændstofpriserne fortsætter på det nuværende høje niveau, vil det koste virksomheden dyrt - og i værste fald fjerne overskuddet.

- Vi bliver nødt til at sætte prisen op og hente noget af udgiften hos kunderne; men vi har nogle kunder på lange kontrakter, og der kan vi ikke gøre ret meget. Så det kommer til at koste os penge, siger Henrik Tofteng.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078