23948sdkhjf

Aarhus giver plads til 2000 nye parcelhuse og lige så mange andre boligtyper

Knap 250 hektar boligarealer rundt om i Aarhus Kommune skal bremse flugten til nabokommunernes nybyggerkvarterer. 

Aarhus Byråd vedtog onsdag temaplanen Arealer til alle boligtyper, som bringer flere arealer i de fritliggende bysamfund i spil til boliger og boligtilvækst af forskellige boligtyper, skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

De knap 250 ha giver mulighed for at kunne udstykke omkring 2.000 nye grunde til fritliggende boliger og et lignende antal andre boligtyper frem mod 2033. 

Planen lægger op til at mikse parcelhuse, rækkehuse og tæt-lav bebyggelse i blandede boligområder, så de henvender sig til aarhusianere med forskellige boligbehov, som man kender det fra eksempelvis Åbyhøj. 

– Med planen får vi nu rammerne for et bredere og mere varieret boligudbud i oplandet, og vi gør det muligt for flere at bygge en bolig på egen grund, udtaler Steen Stavnsbo, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen. 

Ønsker om 1.400 hektar

Ønsker til areal i temaplanen var langt over det, som nu er blevet godkendt. Teknik og Miljø modtaget arealønsker på mere end 1.400 hektar. 

– Det har ikke været muligt at tage flere arealer med i denne omgang. Men udviklingen fortsætter naturligvis også efter temaplanen, så der er mulighed for, at nogle af arealerne kan komme i spil ved den kommende planstrategi eller kommuneplan, siger Steen Stavnsbo.

Temaplanen indeholder også større og nye krav til kvaliteten i byudviklingen, herunder rammer og vilkår for byudvikling i de enkelte områder. Aarhus Kommune stiller blandt andet krav om blandede boliger og grønne områder, hvor der skal udpeges arealer til regnvandshåndtering. Og for de større arealudlæg er der krav om en sammenhængende planlægning, så kommunen sikrer, at områderne bliver udviklet på baggrund af helhedsorienterede hensyn og interesser i stedet for at fokusere snævert på det enkelte område.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09