23948sdkhjf

P&O Ferries: Færgedirktør erkender at have brudt loven – men vil gøre det igen

Fortsat uklart, hvornår P&O Ferries genoptager driften efter sidste fredags kontroversielle massefyring og øjeblikkelige driftstop

P&O Ferries’ CEO Peter Hebblethwaite erkendte under en høring I det britiske parlament i går, at rederiet havde brudt loven, da omkring 800 medarbejdere sidste fredag blev fyret uden varsel og med øjeblikkelig virkning. 

Læs også: P&O Ferries fyrer 800 britiske søfolk uden varsel efter dagens usædvanlige driftstop

Han sagde samtidigt, at han ville gøre det igen, hvis situationen opstod på et senere tidspunkt. Adspurgt af det konservative parlamentsmedlem Nus Ghani, om han ville ændre noget med den viden, han har i dag; svarede Hebblethwaite:

- Det her var den eneste måde at redde vores forretning på. Nu er vi flyttet over på en platform, der er internationalt anerkendt og vidt udbredt blandt vores konkurrenter – så jeg må sige, at jeg ville træffe den samme beslutning igen, hvis det bliver nødvendigt, lød det ifølge mediet The Independent fra P&O-direktøren.

Bred kritik

Høringen var arrangeret af transport- og handels-udvalget i det britiske parlament efter en uge, hvor P&O Ferries’, der ejes af DP World i De Forenede Arabiske Emirater, har fået massiv kritik fra begge fløje i paralement samt fra de britiske fagforeninger, som repræsenterer søfolkene.

Læs også: Stor kritik fra flere sider af P&O Ferries’ massefyring uden varsel

Kritikken er retten imod, at P&O Ferries sidste fredag pludselig indstillede trafikken med besked om, at der ville komme en meddelelse fra rederiet til offentligheden af stor betydning. Den kom et par timer senere og meddelte, at omkring 800 søfolk var fyret uden varsel og med øjeblikkelig virkning, og derfor skulle forlade skibene. 

Kort efter blev en for-optaget video, hvor topledelsen i rederiet orienterede medarbejderne om deres fyring, delt på de sociale medier. Britiske medier kunne samtidigt rapportere om, at der på kajerne holdt busser med nye indiske besætninger, beskyttet af private vagtværn, klar til at gå ombord og erstatte de overvejende britiske og irske søfolk.

Op imod muren

”Vi har haft et tab på 100 mio. pund år efter år, som er blevet dækket af vores moderselskab DP World. Dette er ikke bæredygtigt. Uden disse ændringer er der ingen fremtid for P&O Ferries”, lød det i Twitter-besked fra rederiet.

P&O Ferries har i ugens løb meddelt, at der afsættes en kompensationspulje til de afskedigede medarbejdere på i alt 35,5 mio. pund. Ifølge rederiet vil den højeste kompensation ligge på 100.000 pund, mens den laveste vil ligge på 15.000 pund.

Læs også: Netop nu: Mystisk stop hos P&O Ferries - alle færger beordret i havn

Britiske fagforeninger påpegede i løbet af ugen, at de lavestlønnede af de indiske søfolk, der fremadrettet skal bemande P&O Ferries’ færger, vil få en timeløn på 1,81 pund, hvilket er langt under den lovbestemte mindsteløn i England. Dette tal betagende P&O Ferries efterfølgende ”som upræcist”, i et modsvar til påstanden.

Tvivl om genopstart

P&O Ferries oplyste sidste fredag, at driften af rederiets egne færger, som udgør langt størstedelen af flåden, ville være indstillet i ”nogle dage”. Senere i denne uge blev i morgen 26. marts sat som den officielle dag for opstart af trafikken. 

Rederiet skriver her fredag formiddag på sin trafikinformation på Twitter, at færgen ’Pride of Rotterdam’ vil afgå planmæssigt i aften fra Hull til Rotterdam. ’Pride of Rotterdam’ er den ene af to færger på Hull – Rotterdam-ruten, og sejler som kun et af to skibe i flåden under hollandsk flag, mens resten for nogle år siden blev flyttet fra britisk til Cypern- og Bahamas-flag.

Liverpool – Dublin-ruten sejler også normalt, men her er det tale om charterskibe. Ellers er den seneste status fortsat driftstop uden, at der oplyses om en forventet genopstart.

P&O Ferries største rute er mellem Dover og Calais i konkurrence med DFDS og Irish Ferries. Her har P&O Ferries i nogen grad kunne udnytte, at rederiet i forvejen havde en space charter-aftale med DFDS.

Sammenfald af navne

Krydstogtrederiet P&O Cruises, der er den førende krydstogtoperatør på det britiske marked, har i løbet af ugen måtte understrege over for offentligheden, at rederiet ikke har noget at gøre med P&O Ferries. Det skete angiveligt efter bekymrede og utilfredse henvendelser af kunder. 

Navnesammenfaldet har historiske rødder, men mens P&O Ferries i dag ejes af DP World, så ejes P&O Cruises i dag af den amerikanske krydstogtkoncern Carnival Group sammen med bl.a. det ligeledes britiske krydstogtbrand Cunard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093