23948sdkhjf

Regionsråd vil stævne Miljøstyrelsen i Cheminova-sag

Regionsrådet i Region Midtjylland har besluttet at stævne Miljøstyrelsen.

Rønland-området på Harboøre Tange har i årtier været hjemsted for kemikalieproduktion, og i dag har området status som en af landets generationsforureninger. 

Det sker, fordi styrelsen juridisk har undtaget kemikalievirksomheden FMC (tidl. Cheminova) fra pligten til at sikre, at gift fra det forurenede Rønland på Harboøre Tange i Vestjylland ikke spreder sig til det omliggende miljø. 

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at hele regionsrådet bakker op og markerer, at det er en forkert juridisk beslutning, Miljøstyrelsen har truffet. Den risikerer at påføre skatteyderne en millionregning, der skal bruges til at rydde op efter en virksomhed, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S). 

Venter på afgørelse

Miljøstyrelsen har afgjort, at virksomheden FMC ikke længere skal være forpligtet til at videreføre de afværgetiltag, der i dag forhindrer forureningen i at sprede sig til naturen og vandmiljøet rundt omkring Rønland.

Region Midtjylland har allerede klaget over den del af Miljøstyrelsens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afhængig af hvordan den klage falder ud, kan regionen vælge enten at frafalde eller gå videre med en retssag mod Miljøstyrelsen. 

Der kan gå 12-18 måneder, før klagenævnets afgørelse er klar. I mellemtiden ønsker regionen at fortsætte dialogen med Miljøministeriet med henblik på at finde en løsning, så en retssag kan undgås. 

- Vi vil selvfølgelig allerhelst dialogens vej frem for rettens vej. Men som reglerne er, skal vi formelt stævne Miljøstyrelsen nu, hvis vi skal have en mulighed for at gå rettens vej på et tidspunkt, siger Anders Kühnau (S). 

Rensning af grundvand

I dag står FMC for afværgetiltag ved at pumpe forurenet grundvand op og rense det for at forhindre spredning af forurening fra fabriksgrunden til det omkringliggende miljø. Der er ikke udsigt til, at FMC stopper sine tiltag, selv om virksomheden med Miljøstyrelsens afgørelse ikke behøver gøre det længere. Men det er ikke nok, mener regionsrådet. 

- FMC tager ansvar for forureningen, som det er i dag, og det er jo godt. Men hvis virksomheden bliver solgt eller stopper sine afværgetiltag, kan vi ikke gøre noget, hvis ikke der er nogle lovbundne krav. Det er at spille hasard med både miljøet og skatteborgernes penge, hvis det skal være frivilligt, og det mener vi slet ikke, der er juridisk grundlag for, siger formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling Bent Graversen (V). 

Region Midtjylland har allerede i høringsprocessen i marts 2021 kritiseret Miljøstyrelsens påtænkte afgørelse, der altså endte med at blive fastholdt. Den formelle klage har opsættende virkning, så påbuddene fastholdes, indtil der er truffet endelig afgørelse. 

Fakta: 

  • På baggrund af en række påbud har FMC (tidl. Cheminova) siden 1980'erne drevet afværgetiltag på Rønland.
  • Disse påbud har Miljøstyrelsen nu ophævet. Dette på trods af, at både virksomhed og myndigheder igennem årtier har haft en gensidig forståelse af påbuddenes nødvendighed og gyldighed.   
  • Hvis FMC stopper driften af de nuværende anlæg, vil regionen dermed have ansvaret for at sikre det omkringliggende miljø. Omkostningerne hertil vurderes at beløbe sig til et tocifret millionbeløb årligt.   
  • En ekstern advokat har vurderet, at Miljøstyrelsens afgørelse er forkert.   
  • På den baggrund har Region Midtjylland klaget over afgørelsen, ligesom regionsrådsformanden overfor miljøministeren har understreget, at afgørelsen hviler på et tvivlsomt juridisk grundlag

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08