23948sdkhjf

21 favoritter til at vinde Renoverprisen 2022

Er det Fabers Fabrikker, Københavns Museum eller måske Retten i Aarhus, der skal vinde Renoverprisen 2022? 

De tre projekter er blandt det udvalgte felt på 21 projekter, som er tilbage efter, at Renoverprisens nomineringsudvalg har haft de i alt 144 indstillede renoveringsprojekter under lup.

Fra feltet af 21 projekter skal ni nomineres til priserne – og i sidste ende er det herfra, at de tre vindere skal findes. Det skriver Renoverprisen i en pressemeddelelse. 

Fakta: Renoverprisen

Renoverprisen uddeles af Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er Renoverprisen med til at lave om på.

Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. Renoverprisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

2022 er et særligt år, da Renoverprisen fejrer sit 10-års jubilæum. Derfor uddeles tre priser til årets konkurrence, der hver især kårer det bedste projekt inden for kategorierne bolig, erhverv og institution. Projekterne bedømmes som sædvanlig ud fra Renoverprisens fem gældende kriterier, men i anledning af jubilæet, sættes der særligt fokus på bæredygtighed som et afgørende kriterium. 

– Første udvælgelse af projekterne er altid en svær opgave på grund af de mange spændende kandidater, der indstilles hvert år. I år er særlig spændende både i kraft af de mange alsidige projekter, men også fordi vi skal uddele tre jubilæumspriser, siger Karen Mosbech, formand for nomineringsudvalget, i pressemeddelelsen. 

– I år har vi udvalgt hele 21 projekter til at gå videre til næste runde – syv til hver pris. De er unikke og ligeledes rigtig gode eksempler på vellykkede renoveringer, der bl.a. gør brug af bæredygtige løsninger. Vi vil gerne være med til at fremme mere af, så fremtidens bygninger kommer til at stå på et fundament af bæredygtighed, uddyber hun.

De 21 favoritprojekter, der nu er ét skridt tættere på den endelige nominering, er: 

Bolig:

  • Det gamle posthus, Brædstrup
  • Fabers Fabrikker, Ryslinge
  • Roskilde Højskole, Roskilde
  • Moldeparken, Vejle
  • Ellebo Garden Room Blok 3, Ballerup
  • Mineralvandsfabrikken, København V
  • Living in Light, Valby 

Erhverv:

  • NH Collection Copenhagen, København K
  • Retten i Aarhus – ombygning af erhvervsarkivet, Aarhus
  • Fælleskontor i Willemoesgade, Aarhus
  • Banegaarden, København SV
  • Nortvig Firmadomicil, Horsens
  • My Garage, Vejle
  • Siljangade, København S 

Institution:

  • Fængslet i Horsens, Horsens
  • Viborg Teater, Viborg
  • Stationen, Frederiksberg
  • Københavns Museum, København V
  • DTU Auditoriebygning, Kgs. Lyngby
  • Børnehuset Paletten, Søborg
  • Friluftsskolen, København S

Nu venter en grundig undersøgelse af, hvordan de 21 projekter lever op til Renoverprisens kriterier. Undersøgelsen foretages af Build, Institut for byggeri, by og miljø. Resultaterne skal blandt andet støtte Renoverprisens nomineringsudvalg, når de nominerer ni projekter. 

Inden de ni nominerede projekter offentliggøres i slutningen af juni, undersøges de entrepriseretlige forhold ved projekterne af advokatfirmaet Molt Wengel, og nomineringsudvalget besigtiger de ni udvalgte projekter.

Nomineringsudvalget består af en formand og tre medlemmer, som repræsenterer bygherreerfaring samt arkitekt-, entreprenør- og ingeniørfaglig viden.

Når de ni projekter er nomineret, skal valgkollegiet stemme om, hvem der skal kåres som Danmarks bedste renoveringsprojekt indenfor de tre kategorier. Valgkollegiet består af 70 personer fra byggebranchen. Medlemmerne kommer fra hele landet og dækker branchen bredt. 

Sådan bedømmes de nominerede til renoverprisen 2022

  • Bæredygtighed: Klimahensyn og bæredygtighed er tænkt ind i alle projektets faser og i selve løsningen. Fra genanvendelige, miljørigtige og eventuelt genbrugte materialer i etableringsfasen til ressourceforbrug på byggepladsen og bygningens daglige drift – fx i form af energioptimering.
  • Brugskvalitet og bidrag til omgivelserne: Projektet fungerer optimalt og vurderes positivt af brugerne. Samtidig gør projektet en forskel for de nære omgivelser ved at bidrage med sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter.  
  • Udførelseskvalitet og værdiforøgelse: Håndværk, rådgivning og arkitektur i projektet er udført på et højt fagligt niveau. Løsningen har desuden givet et værdiløft – både for bygningen, for ejerne og for brugerne.   
  • Eksempelværdi: Projektet rummer et potentiale for at danne skole og udvikle renoveringsdisciplinen. Gennem de konkrete løsninger tjener det som eksempel og inspiration for andre – både i stor og lille skala.  
  • Samarbejde: I alle led af byggeprocessen har samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, udførende, brugere og myndigheder været velfungerende og eksemplarisk. 

 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.078