23948sdkhjf

Ålsrode Smede & Maskinfabrik mere end fordobler overskuddet

- Vi har bare været heldige at få de rigtige ordrer ind, der passer i vores virksomhed og har kunnet generere nogle penge, på det vi har lavet. Nu tør vi næsten ikke spå om fremtiden, men fremtiden ser godt ud.

Sådan opsummerer administrerende direktør Brian Basse 2021-regnskabet fra Ålsrode Smede og Maskinfabrik, som blev offentliggjort for nylig.

Bruttofortjenesten hos den østjyske underleverandør steg med 40 procent til 9,3 millioner kroner, mens overskuddet før skat steg med hele 127 procent til 4,9 millioner kroner.

Nye kunder giver vækst

Fremgangen skyldes selvfølgelig, at der har været godt gang i den danske metalindustri i 2021, og sådan har det også været hos Ålsrode Smede og Maskinfabrik.

- Det er faktisk mange, mindre projekter, som vi har taget ind og så lidt specialopgaver. Vi har fået en hel del nye kunder til, hvor vi laver – ja, det er jo stadigvæk stål – men andre ting end vi tidligere har gjort. Vi er for eksempel gået over i en ny kunde med tyndplade, som vi ikke har gjort så meget i før. Så har vi fået en ny kunde ind fra Norge, som vi har lavet en del til, og også laver noget til nu, siger Brian Basse.

Råvarepriser er stadig en udfordring

Han pointerer dog også, at den tumult på markedet, der allerede startede i 2020, med stigende råvarepriser, er fortsat ind i 2021.

- Det er lidt det samme, for stålpriserne er jo eksploderet. Det, jeg ikke helt forstår, ved den situation vi er i nu, er, at da vi havde corona forrige år, hvor stålet også steg, der så vi mange af vores kunder, der trak følehornene til sig og ventede to-tre måneder med at få sat gang i opgaven – det ser vi ikke rigtig nu. Det er ligesom: ”Lad os få sat gang i det, det kan være, det stiger endnu mere”. Der er lidt en anden holdning til det. Det er måske også, fordi man er blevet vant til det, siger Brian Basse.

Fuld fart på i 2022

Han kan derfor konstatere, at den høje vækst fra 2021 er fortsat ind i 2022.

- Vi havde sindssygt travlt i januar og februar og tænkte, at nu kommer der nok et lille hul, fordi vi har ikke kunnet tilbyde nogen noget i de måneder, fordi vi simpelthen var lagt ned. Det ville have været fint med et lille hul, for så kunne vi få løst nogle af vores egne opgaver. Det hul er ikke kommet endnu. Som det ser ud lige nu, er jeg i gang med en stor ordre på 430 tons stål, vi skal have svejset sammen og leveret til august. Så et eller andet sted har jeg arbejde nok inde til august. Det er slet ikke det, vi er vant til, forklarer Brian Basse.

Selv om året er kommet godt i gang, er han dog påpasselig med at spå om, hvordan 2022 kommer til at ende rent økonomisk.

- Hvis vi kan lande på det samme resultat, som vi gjorde sidste år, eller gøre det lidt bedre - det prøver vi jo altid på – er jeg tilfreds. Det er ikke umuligt, som det ser ud lige nu, men det hurtigt ændre sig, slutter Brian Basse.

Ålsrode Smede og Maskinfabrik A/S
mio. kr. 2021 2020
Bruttofortjeneste 9,3 4,6
Resultat før finansielle poster 5,1 2,3
Resultat før skat 4,9 2,2
Årets resultat 3,8 1,7
Balancesum 40,1 38,7
Egenkapital 20,8 19,6
Antal ansatte 64 65
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078