23948sdkhjf

Over 100 ulovlige opslag i borgeres sundhedsjournaler på i region på fem år

Region Hovedstaden har opdaget og registreret 105 tilfælde de sidste fem år, hvor læger, sygeplejersker og andre sundhedsansatte har slået sundhedsoplysninger op i journaler, som de ikke har lovlig adgang til.

Det viser tal fra Region Hovedstaden, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.

Det er et brud på sundhedsloven at indhente sundhedsoplysninger hos patienter, som den sundhedsansatte ikke selv behandler.

Bare i Region Hovedstaden har omkring 50.000 ansatte adgang til borgeres sundhedsjournaler, men det er kun den læge, sygeplejerske eller lægesekretær, der er involveret i borgerens behandling, der lovligt har adgang til sundhedsoplysningerne.

Hvad der specifikt er blevet søgt efter i de 105 tilfælde, kan Region Hovedstaden ikke svare på, men det kan både dreje sig om en søgning efter navn og adresse, prøvesvar og generelle helbredsoplysninger.

- Et uberettiget opslag er, hvis man laver et oplag, der ikke er en faglig grund til. Det kan være, hvis man kigger på sin families eller sine kollegaers journaler. Det er noget, man ikke må, også selvom man har fået lov, forklarer Anna Olga Aaskilde Laursen, der er sektionschef og Chief Information Security Officer i Region Hovedstaden, til TV 2 Lorry.

- Det kan også være, at man er nysgerrig og kigger på offentlige personers journaler.

Adspurgt, hvor stor en del af de uberettigede opslag, der skyldes menneskelige fejl, og hvor stor en del, der er sket med fuldt overlæg, svarer Anna Olga Aaskilde Laursen, at det har Region Hovedstaden ikke tal for.

I nogle af tilfældene har de uberettigede opslag ført til fyringer, og Region Hovedstaden har også har politianmeldt sundhedspersoner for at have snaget i borgeres patientjournaler, oplyser regionen til TV 2 Lorry.

Hvor mange gange, det har ført til fyring, og hvor mange politianmeldelser, regionen har indgivet, fører Region Hovedstaden ikke statistik over.

- Vi fører ikke central statistik over konsekvensen af sagerne. Det håndteres på det hospital eller det center, der har personaleansvaret i forbindelse med den pågældende situation. Der er stor forskel på, hvordan det bliver grebet an, fordi sagerne og medarbejderne er meget forskellige. I sidste ende er det en ledelsesbeslutning, siger Anna Olga Aaskilde Laursen til TV 2 Lorry.

- Vi har politianmeldt i nogle sager, men det er ikke noget, vi finder det relevant at føre central statistik over, fordi sagerne er usammenlignelige. Det er ikke en statistik, der vil sige så meget.

I 2018 og 2019 er der lavet i alt 11 uberettigede opslag i borgeres sundhedsjournaler. Men i 2020 og 2021 sker der en markant stigning. Her er der sammenlagt blevet opdaget og registreret 90 tilfælde.

Det skyldes, at Region Hovedstaden i 2019 ændrede måden, man førte tilsyn med de uberettigede opslag, hvilket førte til flere fund. Derudover har Covid-19 også haft betydning:

- Den stigning, vi har set, skyldes blandt andet coronaprøve-svar. Der er det meget sjældent tilsigtet eller en bevidst overskridelse af reglerne. Det kan være, der har været forsinkede svar på sundhed.dk. Det kan også være lægen selv, der skulle ud at rejse og ikke har fået prøvesvar, men så går ind og tjekker for familien, siger Anna Olga Aaskilde Laursen.

Region Hovedstaden er forpligtet til at føre løbende tilsyn med, om nogen ulovligt lusker rundt i borgernes journaler.

- Når man har så mange personer med adgang til borgernes journaler, så har vi et ansvar for, at de opfører sig ordentligt, når de tilgår journalerne, siger Anna Olga Aaskilde Laursen.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078