23948sdkhjf

Droppede ud som tømrerlærling som 18-årig. Nu er han svend som 38-årig

Han sprang fra sin læreplads som tømrer som 18 årig i 2002, men her 20 år senere, står 38 årige Casper Rasmussen, så alligevel med svendebrevet i hånden. Han har netop fuldført tømreruddannelsen på NEXT København.

Det var basketball på elite niveau, som fik ham til – i første omgang - at vælge en karriere som tømrer fra.

- Jeg startede med at spille basket som helt ung og har spillet på eliteniveau i blandt andet Værløse, Herlev og Gladsaxe. Jeg bestilte nærmest ikke andet end at spille, spise og sove - og det passede til sidst slet ikke sammen med en tømreruddannelse. Så selvom jeg var glad for min læreplads, så besluttede jeg at bruge næsten al min tid på basketball, fortæller den næsten to meter høje Casper Rasmussen.

Fik voksenlæreplads

Da basketstøvlerne blev lagt på hylden, førte livet ham rundt til forskellige jobs på Sjælland.

Jeg har arbejdet både som lagerarbejder, pædagogmedhjælper og lærervikar. Jeg har haft at gøre med børn i alle aldre – og deres forældre. Men, på et tidspunkt var det nok og det trak i mig dels i forhold til at få en faglig uddannelse, men også i forhold til at arbejde mere med hænderne. Derfor søgte jeg faktisk ikke udelukkende en plads som voksen-tømrerlærling, men søgte for eksempel også elevplads inden for smedefaget, siger Casper Rasmussen og tilføjer, at på den vis, var det faktisk lidt tilfældigt, at det igen blev tømrerfaget.

- Jeg fik voksen-læreplads hos en tømrermester på Nørrebro. En lille virksomhed, som blev forholdsvis hårdt ramt af Corona-nedlukningen. En overgang var virksomheden tæt på at lukke og derfor valgte jeg at sige op og tage den sidste del af min uddannelse hos Ason A/S i Brøndby, siger Casper Rasmussen.

Han lægger ikke skjul på, at han er glad for, at livet igen førte ham til tømrerfaget.

Basketstøvlerne er som sagt lagt på hylden. Nu bruger den næsten to meter høje tømrersvend en stor del af sin fritid på at være viking  i en viking reenactment gruppe. Her handler det blandt andet om kampsport på vikinge-manér.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078