23948sdkhjf

Da konen blæste væk, fik Thomas idéen til en havvindturbine

- Vi synes, at vi har verdens mest geniale ide. Nu skal vi bare bevise, at den virker.

Sådan lyder det fra Thomas Borch Nielsen, der er administrerende direktør for det danske Magfu-projekt, der vil producere selvsejlende havvindturbiner i stor skala.

Magfu står for Make A Green Fuel, og projektet, der har været i gang i tre år, begynder så småt at vise resultater.

I modsætning til havvindmøller, der er stationære, kan havvindturbinen sejle derhen, hvor den kan udnytte vinden optimalt. Thomas Borch Nielsen, administrerende direktør, Magfu

Det handler om at producere grønt hydrogen i store mængder til brug i den maritime branche.

Thomas Borch Nielsen er sammen med projektleder Jørgen Skytte i fuld sving med at bygge en prototype af en selvsejlende havvindturbine, der kan producere grønt brændstof ombord. Arbejdet finder sted i værkstedet på Vesterbro i København, hvor man i øjeblikket gør klar til at flytte til større lokaler.

Fik idéen på kitesurferkursus

Idéen til vindturbinen fik Thomas Borch Nielsen, da han for nogle år siden var på kitesurfer-kursus med sin hustru.

- Vi står nede i vandkanten, og så får hun lavet et eller andet med den der kite, som gør, at hun bliver flået op af vandet og flyver syv meter op i luften og lander 20 meter væk. Efter jeg har tjekket, at hun er okay, tænkte jeg: der er lige godt meget energi i den smule vind, siger Thomas Borch Nielsen.

Han forklarer, at lige som en kitesurfer tager derhen, hvor vinden er kraftig, så skal de selvsejlende havvindturbiner kunne bruges langt ude på det åbne hav, hvor der er masser af vind.

- I modsætning til havvindmøller, der er stationære, kan havvindturbinen sejle derhen, hvor den kan udnytte vinden optimalt, siger Thomas Borch Nielsen.

Kan rulle rundt i vandet

Turbinerne skal konstrueres til at kunne operere i voldsomme bølger, og de vil være så robuste, at de kan tåle at rulle rundt i vandet.

Når projektet er fuldt udrullet, er planen, at vindturbinerne skal sejle i farme, hvor hver turbine dækker et areal på 500 gange 1000 meter med en kapacitet på 10 MW. Havvindturbinerne skal producere hydrogen direkte ombord, som opbevares i containertanke på anlægget.

- Det kan eksempelvis være farme på 1000 havvindturbiner, og de vil fylde cirka 10 gange mindre men med samme kapacitet som traditionelle offshore-farme, siger Thomas Borch Nielsen.

Kan sejle på det åbne hav

De selvsejlende havvindturbiner skal styres af avanceret droneteknologi, så de ikke støder sammen i det åbne hav, og planen er, at de skal operere langt ude på det åbne hav, hvor de ikke generer skibstrafikken, og derfra skal de selv sejle ind til havne eller energiøer, hvor de afleverer den oplagrede energi for derefter at sejle tilbage igen for at opsamle energi.

Der er dog nogle år til, at turbinerne, der er planlagt til at være 80 meter lange, når op på den størrelse og kapacitet. Målet for Magfu-projektet er, at med udgangen af 2026 er den første store prototype bygget.

Der skal søges penge til det videre forløb

Status på projektet lige nu er, at der er ved at blive bygget en mindre prototype med en længde på cirka fem meter.

- Vi har brugt lang tid på at få alle led i processen til at fungere. Nu er vi startet med energiproduktionen og fået det til at virke i praksis. Om et års tid skal vi have en prototype, der sejler rundt og producerer noget energi i størrelsesordenen på 10 KW, siger Thomas Borch Nielsen.

Når prototypen er klar, skal der søges penge igen til projektets videre forløb.

- Kan vi vise, at havvindturbinen sejler, og at den kan producere noget energi, og at den kan klare nogle bølger, så er vi nået meget langt, siger Thomas Borch Nielsen.

Sparring hos Energy Cluster Denmark

Magfu-projektet hører under Energy Cluster Denmarks Beyond Beta Energy-projekt, hvor Thomas Borch Nielsen og Jørgen Skytte har fået masser af gode råd, og projektet støttes også af den Danske Maritime Fond.

- Vores medlemskab af Energy Cluster Denmark har betydet, at vi har fået god sparring. Det er klart, at de store ikke smider alt, hvad de har i hænderne bare fordi, at jeg kommer. Men jeg synes faktisk, at der er en åbenhed i energibranchen for nye tiltag, siger Thomas Borch Nielsen.

Han kender ikke til, at der er andre i verden, der arbejder med et lignende projekt.

- Vi har fundet en niche, siger Thomas Borch Nielsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25