23948sdkhjf

Halvanden tons stålskulptur møder Tour de France-feltet, når de lander på Fyn

Når Tour de France-feltet lørdag, efter godt 200 kilometer, kører af Storebæltsbroen, venter der en særlig velkomst.

En 1.500 kg tung, 4½ meter høj og 5½ meter lang skulptur forestillende en gul Tour de France-cykel er nemlig blevet rejst af Nyborg Kommune. Og der er tale om håndarbejde 100 procent Made in Fyn. Skulpturen er designet af kunstneren Sussie Baassel Holdt fra Nyborg og produceret hos Lars Broe Rustfri Stål i Odense.

- Dansk Metal ringede til mig og spurgte, om jeg havde nogle lærlinge, der kunne hjælpe med at lave en skulptur. Jeg sagde, at det havde jeg da. Så tog mine medarbejdere et møde med Nyborg Kommune, og vi fik en tegning på, hvad de havde tænkt sig. Vi så på tegningen, og det var alt for stort et arbejde til, at nogle lærlinge kunne lave det, så vi endte med at give en pris til Nyborg Kommune, fortæller Lars Broe.

Skitse blev til færdig skulptur

Dermed endte opgave hos den fynske smedevirksomhed, som modtog en skitse fra kunstneren.

- Vi fik egentlig bare en håndtegnet tegning, og så konverterede vores tegner Henrik Jensen den til en arbejdstegning med størrelse og mål, forklarer Lars Broe.

Herefter kunne det egentlige arbejde med stålet gå i gang.

- Vi har laserskåret alle pladerne og bukket og svejset det hele op. Vi har også fået den malet og lavet fundamentet her hos os, lyder der fra Lars Broe.

Cykel-interesserede medarbejdere

I alt vurderer han, at medarbejderne hos Lars Broe Rustfri Stål har brugt halvanden måned på skulpturen. Den blev indviet tidligere på måneden, og planen er selvfølgelig, at den bliver stående, efter Tour de France er kørt videre.

- Det, der er sjovt, er, at ham der har tegnet den bor lige uden for Nyborg, så han synes, det er sjovt, at det er ham, der har været med til at lave den. Svenden, Kasper Mathiasen, der lavede den, er cykelrytter og cykler i Nyborg Cykelklub, så han synes også det er sjovt, at han har lavet en skulptur, der står i hans egen by, og at han interesserer sig for cykelløb, slutter Lars Broe.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125