23948sdkhjf

Ny undersøgelse: Danske virksomheder investerer stadig i firmabiler på trods af pandemi

Danske virksomheder investerer stadig stort i firmabiler og varevogne på trods af, at mange arbejdspladser har indført hybride arbejdsformer i kølvandet på pandemien. 

Blot 6 procent af de adspurgte virksomheder er begyndt med eller overvejer at tilpasse deres flåde- og mobilitetspolitikker for at tage højde for denne nye tendens. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse, der er foretaget blandt 301 flådeansvarlige i Danmark.

Den internationale undersøgelse, som er udført i 26 lande inklusive Danmark af analyseenheden Arval Mobility Observatory, viser tre overordnede tendenser for danske virksomheders bilparker.

For det første fokuserer danske virksomheder fortsat på at elektrificere deres flåde, men deres forventninger til omstillingshastigheden holder sig på det niveau, der blev observeret før covid-19. For det andet er medarbejdernes brug af alternativ mobilitet steget i samme tidsperiode. Og slutteligt har de seneste to års hjemmearbejde ikke medført investeringsnedgang i danske virksomhedsflåder.

Hybridarbejde spiller ikke længere en rolle for danske firmabiler

På trods af samfundssituationen fortsætter danske virksomheder med at udvide og forny deres bilpark. 

Kun 7 procent af danske flådeansvarlige mener således, at covid-19 har påvirket størrelsen på deres bilpark, hvilket er et fald fra hele 72 procent sidste år. 94 procent svarer desuden, at de ikke har ændret på virksomhedens mobilitetspolitik i forhold til hjemmearbejde.

I tråd med den europæiske trend forventer 95 procent af de danske flådeansvarlige derfor også, at virksomhedens flåde enten forbliver stabil eller vokser i løbet af de næste tre år. Blot 4 procent forventer et fald.

Det er især forventningen til øget vækst i virksomheden, der ligger til grund for, at 55 procent af danske virksomheder ser et øget behov for flere køretøjer i flåden. Samtidig anser halvdelen firmabilen som et vigtigt aktiv til rekruttering af nye medarbejdere og fastholdelse af eksisterende.

- Analysen viser tydeligt, at danske virksomheders flåder er blevet modstandsdygtige selv under turbulente forhold. Flådeansvarlige ser fortsat optimistisk på fremtiden og er fast besluttede på at fortsætte investeringen i bæredygtig mobilitet. 

- Derudover er det også interessant at se, at firmabilen er ved at blive et direkte gode, man markedsfører sig på over for medarbejdere, selvom hjemmearbejde for mange er blevet the new normal, siger Andreas Knudsen, kommerciel direktør i Arval Danmark, i en pressemeddelelse.

Elektrificeringen fortsætter på samme blus som før covid-19

Selvom flere virksomheder hopper med på elektrificeringsbølgen og 59 procent i dag allerede har mindst én elektrificeret bil i flåden, forventes omstillingshastigheden til elbiler at forblive på linje med niveauet, der blev observeret før pandemien.

Samme tendens gør sig gældende på tværs af de resterende lande i undersøgelsen. 66 procent af virksomhederne har allerede implementeret – eller overvejer at implementere – hybridbiler, plug-in-hybrider og/eller fuldt elektriske personbiler inden for en treårig periode. Forventningerne til en fuldt elektrificeret personbilpark inden for tre år forbliver dog på samme niveau som før covid-19, hvilket ligeledes er gældende for elektrificerede varebiler.

Samtidig udgør diesel- og benzinbiler fortsat en vigtig del af danske virksomheders flådesammensætning. Her forventer de, at knap halvdelen af personbilerne (47 procent) og næsten syv ud af ti af varebiler (67 procent) stadig vil have forbrændingsmotor over de næste tre år.

Alternative mobilitetsløsninger supplerer bilparken

Carpooling, firmacykler, delebiler og betalt offentlig transport som alternative mobilitetsløsninger udgør en stadigt større del af virksomhedernes mobilitetsstrategi. På tværs af de europæiske lande svarer 77 procent af virksomhederne således, at de har gennemført eller har planer om at investere i alternative mobilitetsløsninger inden for de kommende tre år, mens over seks ud af ti (65 procent) allerede har indført mindst én alternativ mobilitetsløsning.

Andel af virksomheder, der har implementeret mindst én alternativ transportløsning:

Tyskland 84 procent

Holland 81 procent

Storbritannien 81 procent

Frankrig 74 procent

Italien 72 procent

Finland 70 procent

Spanien 69 procent

Portugal 68 procent

Østrig 66 procent

Belgien 64 procent

Schweiz 64 procent

Luxembourg 63 procent

Slovakiet 63 procent

Sverige 60 procent

Danmark 59 procent

Grækenland 58 procent

Rumænien 54 procent

Norge 52 procent

Tjekkiet 52 procent

Polen 42 procent

Ganske bemærkelsesværdigt halter Danmark her efter det europæiske gennemsnit: 59 procent af de danske virksomheder svarer, at de har indført alternative mobilitetsmuligheder, mens det europæiske gennemsnit ligger på 65 procent. I front ligger Tyskland, Holland og Storbritannien, hvor henholdsvis 84, 81 og 81 procent svarer, at de allerede har indført alternative transportløsninger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094