23948sdkhjf

De bedste dage er forbi: Virksomheder venter fald i salg og beskæftigelse

Erhvervslivet venter faldende salg og beskæftigelse de næste tre måneder

Over en bred kam er der i dansk erhvervsliv forventning om, at omsætning og beskæftigelse kommer til at falde de næste tre måneder.

Kun i serviceerhvervet er der samlet set en lille overvægt af virksomheder, der forventer stigende omsætning og beskæftigelse.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Opgørelsen dækker over en rundspørge blandt danske virksomheder i forhold til deres forventninger for de næste måneder.

Generelt har virksomheder i dansk erhvervsliv oplevet en periode, hvor det har været svært at følge med efterspørgslen på grund af mangel på hænder og materialer.

Nu ser det ud til, at mange virksomheder står med så mange problemer, at det går ud over både salget og beskæftigelsen i virksomhederne.

De bedste dage er forbi

- Det er især virksomhedernes forventninger til fremtiden, der tegner et tydeligt billede af, at omsætningen og beskæftigelsen kommer til at falde de kommende måneder, siger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.

- Det er kun i serviceerhvervene, at der er en lille overvægt af virksomheder, der forventer stigende omsætning, de kommende måneder.

- I industrien, bygge og anlæg samt detailhandlen forventer de fleste virksomheder, at de bedste dage er forbi for nu, siger han i en kommentar.

Den såkaldte erhvervstillidsindikator, der sammenvejer de forskellige erhvervs tillid, er i juli opgjort til 98,2. Det er lavere end i juni, hvor den var 99,9.

En værdi under 100 indikerer, at stemningen i dansk erhvervsliv er dårligere end i en normal måned.

Til sammenligning skal man ikke længere tilbage end til april for at finde en erhvervstillid, der blev opgjort til 110,7.

Dansk Erhvervs seniorøkonom peger på, at det er flere problemer, der tynger optimismen hos de danske virksomheder.

- Virksomheder oplever udfordringer i forsyningskæderne, og produktionsomkostningerne stiger kraftigt.

- Dertil er der udsigt til svækkelse i afsætningsmulighederne, fordi optimismen hos de hjemlige forbrugere er raslet ned, og vækstudsigterne for vores vigtigste eksportmarkeder er svækket, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078