Overtager konkursramt kollega - sjællandsk installatør når 225 medarbejdere
Installatørfirmaet Finn L. & Davidsen (FLD) har overtaget nogle af aktiviteterne efter konkursen af Engelgaar Teknik A/S i Rødovre.
– Vi er glade for, at det er lykkedes os at nå til enighed med ledelsen i Engelgaar Teknik og kurator om at videreføre de gode aktiviteter i Engelgaar Teknik inklusiv alle 34 medarbejdere og de fleste igangværende byggeprojekter. Det sikrer fremdriften på byggepladserne og en blid overgang for de berørte kunder, udtaler ejer af FLD, Lasse Houengaard, i en pressemeddelelse.
FLD har efter overtagelsen nu cirka 225 medarbejdere fordelt på fire lokationer – Haslev, Brøndby, Køge og nu også Rødovre - samt et uddannelsescenter på Amager.
Overtagelsen trådte i kraft pr. 9. august. Dagen forinden skiftede Engelgaar Teknik A/S navn til Rødovre Teknik A/S, fremgår det af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR.
Samme dag som overtagelsen, 9. august, havde Sø- og Handelsretten ifølge Statstidende taget firmaet under konkursbehandling efter at have modtaget en begæring den 2. august.
Direktør: En enkelt sag bag konkursen
Det ”nye” Engelgaar Teknik videreføres som en selvstændig sektion i FLD, men under FLD’s CVR nummer. Samtidig bliver Engelgaar Teknik en del af FLD’s eksisterende platforme herunder administration, IT, HR og marketing.
– Jeg er personligt glad for, at det er lykkedes at nå til enighed med kurator og FLD A/S om at overtage de sunde aktiviteter i Engelgaar Teknik, udtaler direktør Henrik Engelgaar og fortsætter:
– Navnet “Engelgaar Teknik” har en lang historie bag sig og mange medarbejdere, som har givet værdi til selskabet. Det ville være ærgerligt, hvis alt dette går tabt i den ulykkelige situation, vi desværre er havnet i, hvor en enkelt byggesag med et kvalitetssvigt har gjort udslaget for konkursen.
Opkøb i Køge
For et år siden, i slutningen af august 2021, styrkede FLD el-forretningen med købet af Frahm El-teknik i Køge, hvor firmaet allerede havde en afdeling.
Med tilkøbet udvidede installatørfirmaet staben i byen til – på daværende tidspunkt – at udgøre cirka 35 el- og vvs-montører og til i alt 170 medarbejdere i hele virksomheden.
– Når vi jævnligt screener markedet for mulige tilkøb, lægger vi ikke kun vægt på økonomi og udviklingspotentiale, sagde Lasse Houengaard med henvisning til et fælles værdigrundlag.
Regnskabsår | 2020 | 2019 | 2018 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 28,577 | 18,291 | 21,438 |
Primært resultat | 0,968 | -0,643 | 1,053 |
Resultat før skat | 0,768 | -0,980 | 0,720 |
Årets resultat | 0,586 | -0,781 | 0,545 |
Egenkapital | 1,281 | 0,194 | 1,376 |
Antal ansatte | 34 | 38 | 37 |
Kilde: CVR |