23948sdkhjf

Efter farvel til direktør gennem 11 år: Han er ny topchef for 290 ansatte i nordjysk byggefirma

I slutningen af juni valgte HP Bygs mangeårige adm. direktør, Henrik Petersen, at træde tilbage, og nu – to måneder efter – er afløseren fundet. Virksomhedens økonomidirektør gennem 10 år, Carsten Elgaard Sørensen, tager tråden op. 

Han har desuden konstitueret som administrerende direktør siden slutningen af juni, skriver det store nordjyske entreprenørfirma i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Da byggevirksomheden har hovedkontor i Aalborg og lokalkontor i Ballerup offentliggjorde, at man skulle have ny adm. direktør, slog bestyrelsesformand Birger Trier Larsen fast, at dette ikke var et tegn på nye tider i HP Byg. Med udnævnelsen af Carsten Elgaard Sørensen ønsker han at sætte to streger under dette.

Bestyrelsesforman: Derfor er han den rette til jobbet

Da Carsten Elgaard Sørensen, som nu er øverste chef for knap 290 ansatte, kom til HP Byg i 2012, havde han i forvejen 15 års erfaring med ledelse og virksomhedsdrift. Det er, fortæller Birger Trier Larsen, denne solide base inden for ledelse i kombination med hans indgående kendskab til byggebranchen og i særdeleshed HP Byg, der giver ham de rette personlige og faglige egenskaber:

– På 10 år er omsætningen gået fra 212 millioner til 756 millioner. I samme periode har virksomheden udviklet sit værdigrundlag, og organisationen er rustet til flere, større og mere komplekse projekter, ligesom serviceafdelingen fortsat vokser, udtaler Birger Trier Larsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

–HP Byg er blevet en stor virksomhed, og selvom vi nu oplever følgerne af blandt andet de højere materialepriser, er ambitionen om vækst intakt. Det er en krævende opgave at stå i spidsen for en virksomhed som HP Byg, og i bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at Carsten Elgaard Sørensen er den rigtige.

Fortsætter planen om vækst

Opgaven for den nye adm. direktør er nu at videreudvikle aktiviteterne; både i forhold til de større byggeprojekter i det sjællandske og i Jylland samt de mange opgaver, som virksomhedens serviceafdeling løser i Nordjylland.

– Det har været en fornøjelse – både personligt og fagligt – at være med gennem nu 10 år, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i den nye rolle. Vi har en stærk organisation med dygtige medarbejdere samt mange igangværende projekter, der rækker ind i både 2023 og 2024, siger den nye topchef og tilføjer: 

– Opgaven består nu i at bygge videre på det stærke fundament, som allerede er lagt, fortsætte planen om vækst og i det hele taget videreføre de værdier og den ordentlighed, vi gerne vil være kendt for.

I øjeblikket opfører HP Byg blandt andet 202 familieboliger, erhverv og parkeringskælder i centrum af Høje Taastrup, 134 boliger på Eternitgrunden i Aalborg samt 152 boliger tæt ved lystbådehavnen i Kolding. 

Gennem de seneste måneder har virksomheden blandt andet vundet opgaver inden for renovering af etageejendomme samt indgået en rammeaftale om vedligehold af Forsvarets bygninger i Nordjylland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078