23948sdkhjf

Lego og DTU: Sammen kan vi løse gåden om fremtidens produktion

Lego har sammen med DTU investeret langsigtet i troen på,  at "det sammen er muligt at bygge i morgen, hvad vi ikke kan bygge i dag."

Det fortalte professor Hans Nørgaard Hansen, ph.d., institutleder, DTU om på Made Innovationskonference, der netop er afholdt.

Hvordan kan vi bruge 3D-print og additiv fremstilling til at gøre vejen fra koncept til masseproduktion så hurtig og fleksibel som muligt? 

Det har parterne et bud på, for helt konkret har LEGO og DTU samarbejdet om at printe en plastindsats til sprøjtestøbning for at erstatte traditionelt metalværktøj, der kræver fræsning og polering. Fordelen er, at man kan gå fra design til produktion på få timer i stedet for flere uger eller endda måneder.

En produktionsform, som man i 3D-branchen flirter mere og mere med.

- Deltagerne lærte, hvordan DTU og Lego Koncernen gennem forskning, innovation og samarbejde har fundet løsninger på udfordringer i produktionen – og udforsket nye muligheder inden for avanceret produktion, forklarer administrerende direktør hos Manufactoring Academy of Denmark (Made), Nigel Edmondson i en pressemeddelelse.

Professor Hans Nørgaard Hansen, ph.d., institutleder, DTU supplerer:

- Som universitet skal vi forstå, at forskning skal anvendes i virksomhederne. På den anden side skal virksomheder ikke se universitetsforskning som en konsulentydelse med konkrete leverancer, og at udvikling af ny teknologi tager tid og samarbejde, siger han.

Med i MADE i årevis

For Lego koncernen kommer samarbejdet helt naturligt. I årevis har man deltaget i Made forsknings- og innovationsplatform, senest Made Fast (2020-2024), hvor de har udviklet nye 3D-print og Industry 4.0-løsninger.

- Vi vil dyrke hjernekraften fra universiteterne, og derved kan vi sammen opnå den innovation, der er nødvendig for fremtiden. Vi har brug for samarbejde. Døren er åben. Vi har brug for jer - kom så, siger Per Høvsgaard, direktør for R&D, Lego Koncernen, der ønsker at invitere andre til at dele viden.

Den danske fremstillingsindustri skal på sigt drage fordel af arbejdet fra Made PhD’er – og i øjeblikket har Lego Koncernen fire Made PhD’er, der arbejder med ét fælles mål: At forstå og forbedre 3D-print:

- 80 procent af Made-ph.d.’erne bliver ansat af virksomheder, og 20 procent bliver ansat af universiteterne efter endt ph.d. eller Postdoc-projekter. Færdigheder og viden om digital produktion er meget efterspurgt og nødvendig for at digitalisere produktionen. Det er meget vigtigt, at virksomheder får adgang til og hurtigt optager ny viden, siger Made's administrerende direktør. 

Deltagerne kunne på Made Innovation Conference kigge nærmere på det nye AM-laboratorium på DTU, og hvordan 3D-print af polymerværktøjer til fremstillingsprocessen fungerer, og kunne ved selvsyn se  forskellige 3D-printede komponenter, blandt andet høreapparater i plast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078