23948sdkhjf

Historisk industrianlæg er sikret sin bevarelse efter opkøb

Realdania køber cirka 300 år gammel gård, hvor orgelbyggeri fra 1830 stadig er i fuld vigør

Marcussens gård er fra starten af 1700-tallet, og nu sørger Realdania for, at bygningen bliver bevaret i mange år fremover.

Industrianlægget repræsenterer ifølge foreningen en unik kulturarv. Bygningen fortæller historien om industrialiseringen i 1800-tallet, hvor mange industrier etablerede sig i centrum af landets købstæder. Men industrivirksomhederne er i vid udstrækning forsvundet fra bykernerne.

Realdania har købt Marcussens Gård, som ligger i centrum af Aabenraa og er en af de få undtagelser, der bekræfter reglen om industriernes udflytning. I 1830 flyttede et sønderjysk orgelbyggeri, Marcussen & Søn, ind, og virksomheden har stadig produktion i de nu fredede bygninger. Den fortsatte produktion skaber ifølge Realdania et historisk bymiljø.

Værner om detaljer

Med foreningens overtagelse vil ejendommens arkitektoniske kvaliteter blive restaureret og genskabt, og det glæder orgelvirksomhedens direktør, Claudia Zachariassen, som er syvende generation af orgelbygger-familien Marcussen-Zachariassen.

- Orgelbyggeriet er gennem tiden nærmest vokset sammen med bygningerne. I næsten 200 år har virksomheden haft til huse i disse bygninger, og hver en etage og hvert et rum er indrettet med henblik på den proces, som sættes i gang, når der skal restaureres eller skabes et orgel. Samtidig er der i de enkelte bygninger bevaret et væld af arkitektoniske og håndværksmæssige detaljer, som vi har værnet om. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu kan vide os sikre på, at der fremover bliver restaureret og passet godt på det hele, siger direktør Claudia Zachariassen i en pressemeddelelse.

Registrering af alt inventar 

Hun tegner sammen med orgelbygger og salgsdirektør Daniel Schmidt Christensen direktionen i den sønderjyske virksomhed, som gennem årene har fremstillet flere end 1.100 orgler og i dag leverer til hele verden.

Som en del af overtagelsen ejendommen igangsætter Realdania By & Byg i første omgang en registrering af eksteriører og interiører, som især findes i ejendommens forhus, og på baggrund heraf igangsættes en restaurering.

Realdania overtager Marcussens Gård 1. januar 2023, hvor den vil indgå i foreningens samling af godt 60 historiske ejendomme, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. I samlingen vil Marcussens Gård supplere porteføljen af unikke, mindre bynære industrianlæg med betydende kulturhistorisk og regional forankring.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.093